Kendte danskere

De kom med: Se nye nordjyder i Blå Bog

Fire nordjyske politikere er blandt de nyoptagne i Kraks Blå Bog

Lars Krull er kommet med i Kraks Blå Bog. Foto: Torben Hansen

Lars Krull er kommet med i Kraks Blå Bog. Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Da den 1677 sider lange Kraks Blå Bog i torsdag udkom for 110. gang siden starten i 1910 var det med i hvert fald otte nye nordjyske navne blandt de 162 nye biografier, der har fundet nåde for bogens redaktører.

De otte nye nordjyder, som NORDJYSKE har kunnet finde frem til, er:

Lars Krull, sseniorrådgiver, leder af MBA-uddannelsen ved Aalborg Universitet, oberstløjtnant af reserven og direktør i sit eget firma Lars Krull A/S.

Jesper Møller, professor ved Aalborg Universitet.

Simon Kollerup, erhvervsminister, Socialdemokratiet.

Rasmus Prehn, minister for udviklingssamarbejde, Socialdemokratiet.

Christian Boel, Regionsdirektør Region Nordjylland.

Bjarne Laustsen, mangeårigt folketingsmedlem, Socialdemokratiet.

Ane Halsboe Jørgensen, uddannelses- og forskningsminister, Socialdemokratiet.

Morten Vinther Jensen, administrerende direktør og fungerende ansvarshavende chefredaktør, NORDJYSKE Medier.

Administrerende direktør Morten Vinther Jensen er ny i Blå Bog. Foto: Torben Hansen

Administrerende direktør Morten Vinther Jensen er ny i Blå Bog. Foto: Torben Hansen

Kraks Blå Bog som opslagsværk spænder vidt og vidner om et Danmark, der gør sig umage – i eller uden for offentlighedens søgelys. Nogle af de optagne er gået den lige vej i deres arbejdsliv og karriere, andre en mere snørklet, men fælles for dem er, at det er folk, der sætter et aftryk, på samfundet eller inden for deres fagområde eller branche, lyder det i en pressemeddelelse fra Gads Forlag, der udgiver Kraks Blå Bog.

- Kraks Blå Bog 2020-2021 hylder talentet, ambitionen, passionen og fagligheden. Fælles for årets 162 nye optagne er dog, at de alle har gjort sig positivt bemærket inden for deres respektive fagområder og står bag bedrifter, der fortjener at blive husket, lyder forklaringen på optagelsen i det digre værk.

- Kraks Blå Bog hylder folk, som gennem deres faglige virke illustrerer værdien af at arbejde dedikeret og tage sine ambitioner og talenter alvorligt, udtaler Bolette Rud. Pallesen fra Gads Forlag.

Nuanceret billede

I alt indeholder den trykte udgave af bogen 8.546 biografier over nulevende personer, mens den digitale version rummer samtlige biografier på de ca. 30.000 personer, der har været optaget i Kraks Blå Bog gennem tiden. Som noget helt nyt kan man i den digitale version i år læse om de optagnes Why.

- Det er en interessant information, som kan være med til at tegne og nuancere billedet af de optagne i deres professionelle virke. Det giver indblik i, hvad der driver og motiverer dem, og kan være til inspiration for os andre, forklarer Bolette Rud. Pallesen.

Blandt årets nye navne - udover de nævnte nordjyske - blandt andre sanger og sangskriver MØ, nyhedschef på TV2 Jacob Kwon, Asien-korrespondent Philip Khokhar og koncerndirektør Stina Glavind, Coop Danmark, adm. direktør Jan Vendelbo, Spies A/S.

Den ældste af de nyoptagne er præsident for Røde Kors Sven Bak-Jensen født i 1947, og de yngste er solodanser Jón Axel Fransson, folketingsmedlem Jacob Mark og køkkenchef Rasmus Munk- alle tre født i 1991.

Prisen for det digre opslagsværk er i øvrigt 2275,00 kroner.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.