Bolig

De spinkede og sparede: I dag har Ann-Louise og Morten en millionforretning

Virksomheden Luksusbaby omsatte sidste år for langt over 100 millioner. Morten og Louises vej til succes skal ikke findes i udførlige virksomhedsplaner

Ann-Louise Aasted og Morten Grabowski Kjær driver forretning på mavefornemmelse og flid. Foto: Kim Dahl Hansen
Ann-Louise Aasted og Morten Grabowski Kjær driver forretning på mavefornemmelse og flid. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 06. december 2021 kl. 10:48

Allerede som 11-årig begyndte Morten Grabowski Kjær at synge i Thisted Kirkes Drenge- & Mandskor. Han kan godt lide at synge, men han begyndte mest i koret, fordi det var det eneste sted, man kunne tjene penge, når man kun var 11 år.

Så snart han blev gammel nok til at gå med aviser, gjorde han det - og han har altid haft flere jobs på samme tid.

Det var afgørende for ham selv at tjene penge. Han kommer ikke fra de allerbedste kår, og Morten sørgede tidligt for sig selv

Ann-Louise Christine Aasted har også altid arbejdet meget.

Hun begyndte som opvasker på Tylstrup Kro, så snart hun var gammel nok til det - og hun har aldrig været kræsen med jobs. Hun ville bare gerne tjene penge for at kunne købe lækre ting. Tøj især.

- Vi har begge en vild arbejdsiver, en meget høj arbejdsmoral og en lyst til at tjene penge. Det er fællesnævneren for os, siger Morten Grabowski Kjær.

- I begyndelsen regnede jeg jo bare med, at jeg skulle drive netbutikken ved siden af mit arbejde, men det gik rigtig godt. Jeg kunne sælge alt, siger Ann-Louise Aasted. Foto: Kim Dahl Hansen

Det var netop Ann-Louises smag for mode og interesse for tøj, der satte deres virksomhedseventyr i gang.

Dét, der begyndte som et hyggeprojekt i deres stue med Ann-Louises arbejdsindsats alene, har nu vokset sig til en stor virksomhed med 142 ansatte og en omsætning for langt over 100 millioner kroner i 2020.

Virksomheden Luksusbaby sælger tøj til de mindste fra deres webshop og fra to fysiske butikker i Aalborg og Aarhus.

Historien begyndte for seks år siden, da parret havde fået tvillingerne Noor og Naia.

Ann-Louise Aasted var på barsel - og hendes interesse for smart tøj og mode blev kanaliseret i retning af børnetøj.

Hun irriterede sig over, at skulle finde babytøjet på mange forskellige hjemmesider - og drømte om at finde sine foretrukne brands og produkter ét sted. Så hvorfor ikke samle det selv?

Da hun og Morten en aften talte om det, var der ikke så langt til handling. Ann-Louise fik et cvr-nummer, købte en hjemmeside til 12.500 kroner, og så var hun i gang.

Salget gik glimrende, og pakkerne hobede sig op hjemme i villaen. Morten var glad for ordningen. På den måde kunne deres egne børn blive ekviperet i tøj til indkøbspris - og det var billigere, end hvis de skulle købe det i en butik. En krone sparet - en krone tjent, lød devisen.

Et par måneder inde i barselsperioden kørte salget så godt, at Ann-Louise sagde sit job op som butikschef i Kiwi Minipris i Hobro.

Hun kunne godt holde sin egen løn hjemme - og jobbet var langt sjovere end at fylde havregryn på hylder.

- Vi var rigtig gode til selv at arbejde - uden rigtig at få penge for det i begyndelsen. Vi ville hellere købe et nyt brand - eller ansætte én til at pakke til kunderne, fortæller parret. Foto: Kim Dahl Hansen

- I begyndelsen regnede jeg jo bare med, at jeg skulle drive netbutikken ved siden af mit arbejde, men det gik rigtig godt. Jeg kunne sælge alt, siger Ann-Louise Aasted.

- Men jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive så megastort. Jeg troede egentlig bare, at jeg skulle være en enmandsvirksomhed og tjene til min egen løn. Det var vi fint tilfredse med, siger Ann-Louise Aasted.

Snart var stuen ikke stor nok til alle pakkerne, og hun måtte leje sig ind i større lagerlokaler og ansætte hjælp til pakningen. Ofte havde hun tvillingerne med i lokalerne, hvis hun skulle arbejde om aftenen eller i weekenden.

Det var hun nødt til engang i mellem, for Morten fortsatte sit job som politiassistent hos Nordjyllands Politi og valgte mest weekend- og nattevagter, så han kunne bruge sine fridage på Luksusbaby.

Ann-Louise og Morten har begge mange kasketter på. Han står både for økonomi og personaleledelse. Hun står for markedsføringen på de sociale medier og for indkøb.

- I begyndelsen spurgte Ann-Louise typisk: “Hvor meget kan jeg købe for?”. Jeg svarede: “Dét, du kan sælge” - og nogle gange kan vi sælge det hele, inden regningen skal betales, siger Morten Grabowski Kjær.

Ann-Louise Aasted tilføjer:

- Det er stadig den måde, jeg gør det på. Jeg fokuserer på, om jeg kan sælge - ikke så meget på beløbet, jeg køber for. Ellers bliver jeg stresset over eksempelvis at købe for fem millioner kroner vinterjakker fra ét brand.

Morten og Ann-Louise har brugt - og bruger - masser af tid på kundeservice. De første tre år passede de selv chatfunktionen fra tidlig morgen til sen aften hele året rundt - også juleaften og nytårsaften.

Tvillingerne Naia og Noor, 7 år, er den direkte årsag til, at Ann-Louise Aasted etablerede netbutikken Luksusbaby. Det begyndte med babytøj - nu er størrelserne op til 16 år. Foto: Kim Dahl Hansen

- Folk handler også klokken 21 om aftenen. Kunderne skal have svar med det samme. Vores tilgængelighed er også vores troværdighed. Vi vil ligne en fysisk butik så meget som muligt, siger Morten Grabowski Kjær og tilføjer:

- For mig er det godt købmandskab.

De seneste to år har han haft orlov, fordi han til sidst var den far, der enten var på arbejde - eller sov. Og Ann-Louise var den mor, der både havde børnene med i Fårup Sommerland samtidig med, at hun passede firmatelefonen - og i øvrigt brugte de sene nattetimer på håndskrevne hilsner til kunderne, når børnene var lagt i seng.

Lige nu arbejder Morten Grabowski Kjær mest hjemme, så tvillingerne Naia og Noor kan være i coronaskole. Han har desuden sønnen Magnus på 15 år. Morten Grabowski Kjærs voksede op under trange kår, og hans motto er: “Det man fik for lidt af som barn, kan man ikke få nok af som voksen”. Foto: Kim Dahl Hansen

Selvom Morten nu har orlov, arbejder de stadig meget og er ikke for fine til at hjælpe med at pakke ordrer om søndagen, hvis der er travlt.

- Vi arbejder hver eneste aften. Hvis vi skal have en kæresteaften, skal det aftales. Så lukker vi computerne, sætter en film på og holder i hånd. Og når filmen er færdig, åbner vi computerne igen, ler 33-årige Ann-Louise Aasted og 40-årige Morten Grabowski.

Bøger bruger ingen af dem tid på at læse.

Ann-Louise har aldrig læst en bog til ende, og Morten Grabowski Kjær har kun læst de bøger, han skulle igennem i forbindelse med sin uddannelse til politiassistent. Til gengæld læste han alt to gange.

- Jeg har den indstilling, at man kan klare alt, hvis man bare vil arbejde for det. Og jeg ville virkelig gerne have den uddannelse på politiskolen, så der var meget på spil, siger Morten Grabowski Kjær, der også har sønnen Magnus på 15 år.

- Det er den samme indstilling, vi har med det her. Vi arbejder det, der skal til, for at nå noget, siger Morten Grabowski Kjær.

Privat har de skiftet huset på Hobrovej i Aalborg ud med en større villa i Frejlev, og i indkørslen holder en Porsche og en Tesla.

- Det man fik for lidt af som barn, kan man ikke få nok af som voksen, som Morten Grabowski Kjærs motto lyder.

Lige nu står de i et vadested med Luksusbaby.

Indtil nu har de taget et år ad gangen - uden at lægge budgetter og tale strategi.

Men virksomheden har vokset sig så stor, at de lige nu overvejer at ændre kurs.

- Det har været et år ad gangen på mavefornemmelser, god intuition og en masse flid, men vi har jo ikke bare ansvaret for os selv. Vi har 142 mennesker på lønningslisten nu, og det forpligter, siger Ann-Louise Aasted og Morten Grabowski Kjær.

På den korte bane vil de ansætte et lag af mellemledere, og deres nye lagerbygning på 6000 kvadratmeter ved Støvring bliver sandsynligvis også færdig i år, så der er plads til at vækste yderligere.

Derudover er der flere veje at gå. Hver for sig eller samtidigt.

Én mulighed er at åbne flere fysiske butikker. En anden mulighed er at udvikle Ann-Louises eget brand. En tredje mulighed er at opdyrke nye markeder. Lige nu sælger Luksusbaby til danskere, men har også kunder i Sverige, Norge, USA, Tyskland - og Kina. Et interessant marked, synes parret bag Luksusbaby.

- Jeg tror ikke helt, vi forstår, hvor godt det går, siger Ann-Louise Aasted. Foto: Kim Dahl Hansen

- Sidste år købte kineserne for et par millioner kroner, men det er jo en enorm befolkning, så der er masser af potentiale i Kina, siger Ann-Louise og Morten.

Først og fremmest vil de tænke sig godt om. Og de vil også opsøge erfarne ledere, som de kan sparre med.

- Vi skal tænke os rigtig grundigt om. Vi har trukket den længe på mavefornemmelser, men de beslutninger, vi træffer, er efterhånden ved at være dyre - og ved at have så mange konsekvenser for så mange mennesker, at vi ikke må gøre noget dumt, siger Morten Grabowski Kjær.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden