De største forsinkelser: Her er lufthavnene, du skal holde dig fra
Specielt i én europæisk hovedstad er der himmelvid forskel på præcisionen fra en lufthavn til en anden
Opdateret 01. februar 2023 kl. 09:22
VERDEN: Du er på vej på ferie, og du glæder dig til at opleve den store vide verden. Eller også har du lige oplevet den store, vide verden og glæder dig til at komme hjem til sofaen, katten og frikadellerne.
Og så er flyet forsinket. Og forsinket. Og forsinket. Og det er træls.
Langt hen ad vejen er du selvfølgelig ikke selv herre over, at du pludselig har udsigt til fire timer i en indelukket afgangshal med dårlig luft og dyr mad, men noget kan du gøre: Undgå lufthavnene med de vildeste forsinkelser, hvis det er muligt.
Et oplagt sted at starte er London. Stansted, lufthavnen øst for den engelske millionby, har i forvejen et noget blakket ry, og det er set med forsinkelsesbrillerne på med en vis ret: Af de tre store lufthavne ved London er det den, hvor suverænt flest fly bliver forsinket. 43 procent af alle ankomster og afgange ender med en større eller mindre forsinkelse.
Gatwick syd for London er en hel del bedre med 30 procent forsinkede fly mens Heathrow ligger i top af de tre store London-lufthavne med 24 procent forsinkede fly.
Så hvis du kan undgå Stansted - som er Ryanairs hub i London - så er du godt hjulpet til en engelsk ferie uden alt for megen ventetid i et lufthavnshelvede. Det viser en undersøgelse over de 45 europæiske lufthavne, der er mest benyttede af danske rejsende, som virksomheden Flypenge har udarbejdet på basis af tal fra 2018s tre første kvartaler.
Går turen derimod til en anden stor europæisk hovedsted, Berlin, så er det stort set hip som hap, om du gør din entre via Tegel eller Schönefeld. De byder på henholdsvis 28 og 25 procent forsinkede fly.
I Paris er der lidt større forskel, alt efter om du lander det ene eller det andet sted. Charles de Gaulle er den mest præcise med 27 procent forsinkede fly; Orly ligger noget højere med 32 procent.
Derudover er konklusionen, at de nordiske lande generelt ligger i top med præcisionen til og fra landingsbanerne. Mens, måske lidt overraskende, Ordnung muss sein-tyskerne roder rundt i bundenmed Frankfurt og München - om det så er fordi tyskerne er nogle rodehoveder, eller om trafikken i luftrummet bare er tættere og dermed giver anledning til flere forsinkelser, skal være usagt. Men det er værd at have med i overvejelserne, når man booker billetter - specielt hvis dubruger en af lufthavnene som springbræt videre ud i verden. Det kan være en overvejelse værd, hvor tæt på hinanden, du skal lægge forbindelserne.
Topscoreren blandt de 45 lufthavne med kun 14 procent forsinkede fly er Hamad i Doha i Qatar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.