Debat: At overlade midten til Løkke svarer til at lade ræven passe høns

- Ja tak til blokpolitikken - den er langt bedre end sit rygte, skriver tidligere folketingsmedlem for SF Karl Bornhøft i dette debatindlæg

- Danmarks mærkeligste parti, Det Radikale Venstre, har væltet regeringen - fordi de vil have en bred regering over midten. Sådan indleder tidligere folketingsmedlem Karl Bornhøft sit debatindlæg, hvor han slår et slag for blokpolitik. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

- Danmarks mærkeligste parti, Det Radikale Venstre, har væltet regeringen - fordi de vil have en bred regering over midten. Sådan indleder tidligere folketingsmedlem Karl Bornhøft sit debatindlæg, hvor han slår et slag for blokpolitik. Arkivfoto: Lars Pauli

DEBAT:Dette valg er virkelig fyldt med paradokser.

Danmarks mærkeligste parti, Det Radikale Venstre, har væltet regeringen - fordi de vil have en bred regering over midten. De siger, at det er for landets skyld, men intet parti gør noget, uden at det er for at sikre de interesser, som man selv synes er vigtige at fremme.

Radikales selvforståelse bygger på opfattelsen af, at de ligger i midten - så hvis de får nogen på hver sin side politisk, ville det nemmere ende radikalt, er logikken.

Det er, som om det har forbigået deres opmærksomhed, at de nu står for en humanistisk flygtningepolitik, samt en miljø-, uddannelses- og kulturpolitik der ligger pænt til venstre for midten, og en økonomisk politik, der sagtens kan matche Liberal Alliance.

icon

At overlade midten af dansk politik til Løkke svarer til at bede ræven passe sine høns - fordi man har glemt, hvor mange han snuppede sidste gang

Hidtil er den form for politikudvikling endt med, at Radikale arbejder for flygtninge, miljø, uddannelse og kultur, når de er opposition. Den økonomiske politik bliver så prioriteret, når de er i regering.

Det paradoks har Socialdemokratiet tilsyneladende for længst registreret, og synes derfor, at De Radikale er bedst i opposition.

Udnyttelsen af tomrummet er valgkampens næste paradoks - for det har den suveræne danske mester i blokpolitik gennem de sidste 20 år - Lars Løkke Rasmussen - naturligvis tilbudt at udfylde med sit nye parti Moderaterne.

Det kræver naturligvis lidt udskiftning af synspunkter, men det er Løkkes mindste problem - for det har han jo gjort gennem mange år, så de altid er tilpasset til der, hvor magten ligger.

At overlade midten af dansk politik til Løkke svarer til at bede ræven passe sine høns - fordi man har glemt, hvor mange han snuppede sidste gang.

Og helt i tråd med Løkkes sædvanlige arbejdsmetode, skal det at passe på midten af dansk politik ske ved at etablere en ny blok - der så kan holde andre ude. Ja, køb bare den, hvis I tør.

Det største paradoks er dog, at den søgen efter politik over midten stort set er det, vi reelt får efter næsten hvert valg. Det er, som om det glemmes, at det stadigvæk er en del af dansk kultur, at vi søger fælles fodslag, og det normalt lykkes at få de fleste love og politikker vedtaget med næsten 80 procent af Folketinget.

Vi skifter mellem forskellige blokke og regeringer - der så sikrer en ny dynamik og retter op på fejl fra tidligere regeringer, og lader de gode ændringer blive.

Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvem der har flertal og mindretal. Man skal være dybt naiv for at tro, at f.eks. den nuværende ambitiøse klima- og miljøpolitik var kommet med en blå regering. Så en rød/grøn blok er anbefalelsesværdig, men sørg i det mindste for at bevare dynamikken i dansk politik.

Så ja tak til blokpolitikken - den er langt bedre end sit rygte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.