Debat: Giv nu ældre ordentlig pleje

- Nu må der simpelthen gøres noget, skriver folketingskandidat Per Larsen (K). <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

- Nu må der simpelthen gøres noget, skriver folketingskandidat Per Larsen (K). Arkivfoto: Lars Pauli

DEBAT:Nu må der simpelthen gøres noget. Regeringen tager stadig ikke ansvar for, at der dukker flere og flere sager op om direkte gyselige forhold på de kommunale plejehjem.

Ministrene taler ørerne af os, men der er absolut intet sket. Det Konservative Folkeparti har flere forslag til, hvordan vi løfter ældreplejen, og vi venter på, at regeringen vil lytte.

Det kan hurtigt føles som, at vi befinder os i et hamsterhjul, når det drejer sig om forholdene på ældreområdet.

icon

Regeringen tager stadig ikke ansvar for, at der dukker flere og flere sager op om direkte gyselige forhold på de kommunale plejehjem

For næsten to år siden havde vi den skrækkelige Else-sag, som blev belyst gennem en hjerteskærende TV 2-dokumentar, hvor plejehjemsbeboeren Else Marie Larsen måtte set sig behandlet rystende af plejepersonalet på Plejehjemmet Kongsgaard i Aarhus.

Nu kan en ny TV 2-dokumentar igen afsløre, at den er helt gal med den kommunale plejehjemsindsats. Ældre som ligger i gennemblødte bleer i timevis, magtanvendelser af personalet og plejere, som tager alt for lange pauser i stedet for at hjælpe de ældre.

Regeringen har talt og talt, men har ikke bragt noget særligt på bordet. Lad os da nu få givet de ældre en værdig og omsorgsfuld pleje. Det er selvfølgelig ikke alle plejehjem, der er berørt af de samme problemer. Men det er vel ikke helt urealistisk, at TV 2’s filmhold kan nå at turnere hele vejen til Nordjylland med deres dokumentarer om uværdige forhold på plejehjem, før regeringen tager til handling.

Der mangler værdighed på området. Vi mangler at kunne stå ved den velfærd, vi giver til de ældre. Jeg mener, at der er flere ting, vi kan gøre nu og her.

Lad os da for eksempel få lokale ildsjæle og ældreråd ind i bestyrelserne på plejehjemmene, så mennesker med både indsigt og passion kan få indflydelse på hverdagen på plejehjemmene. Og så skal lederne i ældreplejen selv indgå i vagtlaget flere gange om måneden. Lederne skal simpelthen vide hvad der foregår og hvordan de ældre behandles og tiltales.

Vi kan også sagtens gøre plads til at medarbejdere kan kræve flere uafhængige tilsyn, når ledelsen ikke er lydhør over for bekymringer. Det handler i sidste ende om ambitioner og handlekraft.

Når man er blevet gammel og har behov for hjælp, skal man behandles med værdighed, respekt og høj grad af omsorg.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.