Debat: Når det kommer til sygeplejersker, bliver vi nødt til at diskutere løn

DEBAT:Forleden faldt jeg over en overskrift: ”Næsten ingen mænd er sygeplejerske”. Det fik mig til at tænke over, hvad der egentlig gjorde, at jeg selv uddannede mig til sygeplejerske i midt-80’erne.

Dengang var sygeplejerske ikke mit førstevalg. Det var derimod arkæologi. Og jeg nåede faktisk at blive optaget på arkæologi-studiet i Aarhus og finde en kollegielejlighed i byen.

Men jeg startede aldrig på arkæologi. For jeg skiftede mening, da jeg hørte, hvad ledighedsprocenten var for nyuddannede arkæologer.

I stedet valgte jeg at blive sygeplejerske. Det var min søster allerede. Og min mor var uddannet sygehjælper. Så det lå mig ikke fjernt at vælge et omsorgsfag.

Det valg har jeg aldrig fortrudt. For det har altid givet mig utrolig meget mening.

Hvad enten det var at stå i skadestuen på Aalborg Universitetshospital, og gøre alt fra at tage sig af hårdt kvæstede til at lindre børns smerter. Eller som frivillig sygeplejerske på spedalskhedshospitalet i Sydindien. Eller som afdelingssygeplejerske med personaleansvar på anæstesiafdelingen på Aalborg Universitetshospital.

Alle steder oplevede jeg, at mit arbejde var meningsfuldt. At det gav mig ansvar og udviklede mig. Men at et arbejde er meningsfuldt, giver ikke smør på brødet.

Og vi er nu kommet dertil i vores sundhedsvæsen og velfærdssamfund, at det mange steder er svært eller ligefrem umuligt at rekruttere kvalificerede folk.

Jeg tror ikke, at nogen har en færdig opskrift med alle løsninger. Men det er nødvendigt at tage fat hele vejen rundt.

Vi skal for det første sørge for, at pengene til velfærden følger med, når vi bliver flere børn og flere ældre.

For det andet skal vi sætte ind mod bureaukratiet, som vokser sig større og større i den offentlige sektor.

Vi skal for det tredje styrke kvaliteten på velfærdsuddannelserne, så vi kan få bremset det store frafald.

For det fjerde skal vi forbedre arbejdsvilkår og arbejdsmiljøet i det offentlige.

Og endelig kommer vi ikke uden om lønspørgsmålet. Det bliver nødt til at komme ind på et politisk bord. Vi bliver nødt til at kunne diskutere det hele.

Ellers tvivler jeg desværre på, at vi i fremtiden kan få nok unge mænd og kvinder til at uddanne sig til for eksempel sygeplejerske. Og det vil være en skam – både for dem og for velfærdssamfundet.