Debat: Så er det omsider slut med løfter for milliarder

VALG:I dag – tirsdag 1. november – er en mærkedag.

Ikke fordi det er valgdag og dermed demokratiets festdag, men fordi politikerne sandsynligvis i dag stopper med dagligt at love milliarder til dette eller hint.

 Disse løfter hører nemlig hjemme i valgkampen – slet ikke tiden mellem valgene!

Det indså Quintus Tullius Cicero, da han i år 64 før Kristus (det er 2.086 år siden!) rådgav sin bror i valgkampen om at blive konsul i Rom:

”Bortset fra i få ekstreme tilfælde, bør du sige lige akkurat, hvad den forsamling, du taler til, ønsker at høre... Efter valget kan du sige til alle, at du gerne ville hjælpe dem, men at begivenheder, du ingen indflydelse har på, desværre gør det svært. Vælgerne vil blive meget vredere, hvis du afviser at lytte til deres inderste hjerters ønsker under valgkampen, end hvis du bryder dit løfte efterfølgende... Det er ligegyldigt, at du slynger løfter ud, som du ikke bagefter kan gennemføre, da du alligevel har opnået magten på det tidspunkt”.

Sådan var det i det gamle Rom for over to tusinde år siden. I dagens Danmark er valgkampens retoriske tricks naturligvis (?) helt anderledes...

Tager vi et hurtigt tilbageblik over den sidste måneds valgkamp, så er det passende at begynde ved det grundlæggende: penge. Uden penge (næsten) ingen valgkamp.

Allerede før valgudskrivelsen har kandidaterne således brugt en stor del af deres tid på at ”fundraise”, som det hedder med et godt dansk ord.

Der er ganske vist klare regler for, at ved donationer over 22.200 kr. skal giveren identificeres, men skulle der dukke en glad giver op med ønsket om anonymitet og med et beløb langt over denne grænse, så afslører en skjult optagelse, at i hvert fald de større partier er klar med råd og vejledning om, hvordan reglerne omgås. Det har underligt nok ingen konsekvenser.

Så skal plakaterne op. De fleste kandidater ligger inde med 2000-3000 stk., alle pænt fotoshoppede i partihovedkvarteret, så ægtefællen dårligt nok kan kende kandidaten.

icon

Så skal plakaterne op. De fleste kandidater ligger inde med 2000-3000 stk., alle pænt fotoshoppede i partihovedkvarteret, så ægtefællen dårligt nok kan kende kandidaten

Nogle – vurderet efter mit øjesyn - har dog pyntet landsdelen med over 10.000 stk. Man spørger sig selv, om der da slet ikke er en grænse for kampagnen (og udgifterne), herunder hvornår vælgernes ”irritations-tærskel” er nået.

Plakaterne opsættes som regel af de respektive politiske ungdomsforeninger, der for en stund ser gennem fingre med varevognens CO2-udslip og plakatproduktionens ditto.

Målet helliger midlet – for en stund. Er man så rigtig heldig i valgkampen, så bliver et par af ens plakater vandaliseret. Så er to-tre avissider sikret. Det slår aldrig fejl.

Vælgermøderne er ikke som i 1968 på Folkets Hus i Nørresundby, hvor der var gang i den i en propfyldt balsal (med balkon), og hvor de få borgerlige i den grad blev overdøvet af fagforeningernes udmeldte partisoldater.

Nej, nu om dage er fremmødet i den grad afhængig af pressens tilstedeværelse.

Uden presse skal man som kandidat ikke forvente det store udbytte. Deltagerne i disse møder er da også som udgangspunkt familie og venner, der synes, at det er synd for kandidaten, at der ingen kommer.

Så er der tovtræknings-konkurrencen i gågaden, som kandidaten også kan eller bør deltage i. Den fik jeg dog skræk for allerede i forbindelse med min første valgkamp, da rygtet gik, at Joachim B. Olsen stillede op i Nordjylland. Det blev så stedet Thyra Frank!

Huskes må også "uddelings-aktionerne”, hvor folk får proppet en CO2- forurenende brochure i hånden, ofte suppleret med et bolsje, en nøglering, en ballon, en vindmølle eller et kondom. Sidstnævnte med en besked om, at man skal passe på.

Vi skal i øvrigt også huske at passe på Danmark, hvis nogen da skulle vælge at være ligeglad med Danmark(!).

Endelig er der de særlige begivenheder, der er en forudsætning for at komme i medierne. Uden dem ingen presse. Det gælder kandidatens evner til madlavning, skraldindsamlingen, pløjningen hos landmanden, jobbet i pølsevognen, kamelrideturen i gågaden (i Holbæk). Jo, politikeren pukler – og er jordnær. En anden optræder af en eller anden grund i pyjamas, og en tredje er ualmindelig morsom med sine videoer på Tiktok.

Nu er valgkampen slut for samtlige kandidater. 27 dage var lang tid.

En trøst, at vi heldigvis ikke skulle snakke politik – og at der forhåbentlig er fire år til, at cirkus igen kommer til byen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kunstner dømt for at "tage pengene og løbe" - men striden er langt fra slut
Luk