Debat: Tidligere Venstre-bonde med bøn til sit gamle parti
- Opråb til Venstre, skriver landmand Mogens Gjerløv i debatindlægget, hvor han kommer med råd til det parti, han var medlem af i årtier

- Jeg må indrømme, at jeg i højere grad er tilhænger af Bertel Haarders og Birthe Rønn Hornbechs Venstre end det moderne Venstre, skriver landmand og tidligere medlem af Venstre Mogens Gjerløv. Arkivfoto: Martin Damgård
DEBAT:Opråb til Venstre.
Som medlem af Venstre gennem flere årtier har jeg nogle råd til mit gamle parti. Jeg udmeldte mig prompte som følge af Inger Støjberg og lagkagesagen. Lagkagesagen var ydmygende for Venstre. Ordentlighed og respekten for det enkelte menneske, som jeg troede var Venstres varemærke, faldt totalt til jorden.
Jeg har stadig stor respekt for Venstre-projektet - den liberale grundholdning og partiets historie er stærkt bundet til produktionsdanmark. Venstres del i andelsbevægelsen og højskoletraditionerne er bærende elementer for det samfund, som vi har i dag.
Jeg må indrømme, at jeg i højere grad er tilhænger af Bertel Haarders og Birthe Rønn Hornbechs Venstre end det moderne Venstre.
Jeg har i mange år undret mig særdeles meget over, at Venstre og de andre blå partier har foræret ”det gode menneskesyn” til den røde fløj.
Alle ved, at den danske velfærdsstat koster penge.
Alle ved, at i den almindelige husholdning skal der tjenes penge og laves budget. Det er for let at håne de sorte fabrikker, både i og udenfor byerne, landbrugets stordrift og bulkvarerproduktion, samt containertransport i udenlandske farvande.
Jeg må indrømme, at jeg i højere grad er tilhænger af Bertel Haarders og Birthe Rønn Hornbechs Venstre end det moderne Venstre.
Måske er det lettere at være vælger i dag, hvis man ikke arbejder med produktion og ikke skal have fingrene i den sorte muld, gyllen eller olien for at tjene til det daglige brød.
Her kommer opråbet:
Kære Venstre og andre blå partier. Hvorfor formår I ikke at skabe en værdidebat med fokus på at skabe større og mere ensartet økonomisk ansvar for den danske velfærdsstat? Hvorfor formår I ikke at skabe en debat om, hvad vi skal producere, hvordan vi skal producere og hvem vi skal handle med for at skabe fremmed valuta?
Skal vi f.eks. handle med Kina og de arabiske lande, hvor kvindesyn og menneskerettigheder er på et ganske andet niveau, end det vi kender i Danmark? Hvilke moralske, menneskelige, klimamæssige og forbrugsmæssige værdier skal vi prioritere?
Jeg vil gerne illustrere med et dilemma: For få år siden skrev en rød politisk leder et læserbrev, hvor han kom med sit ønskescenarie for dansk landbrug.
Han foreslog at anvende en tredjedel af landbrugsjorden til ren natur, en tredjedel til økologisk drift og den sidste tredjedel til højteknologisk landbrug.
Jeg tænkte: hvor skal vi afsætte de højteknologiske produkter? Er det til Kina? Eller er det til den fattigste del af forbrugerne i Danmark?
Jeg er personligt ikke specielt fan af moderne landbrug, stordrift i industrien eller containerservice i verdenshavene, men en stor del af den velfærdskage, som vi alle mæsker os i, er skabt i iver efter at producere rationelt og effektivt.
Vi er alle interesserede i gode forhold for sundheds- og uddannelsessektoren og for de svageste i samfundet. Hvorfor ikke deles om æren for ”det gode menneskesyn” og for de faktorer, der medvirker til, at vi kan ”drive” Danmark, så vi kan være fælles om ansvaret for klima, sociale rettigheder og økonomien i fremtidens Danmark?
Kære Venstre: Stop med symbolpolitikken i valgkampen, stop med idéen om at sælge en del af Ørsted, stop med billige lån til førstegangskøbere, stop med at fremhæve minkskandalen.
Overhal de røde indenom og udfordr dem på værdier og ordentlighed. Eksempelvis med et forslag om boligbeskatning på ejerboliger. Lav kapitalvindingsskat, som den har eksisteret i landbruget gennem flere årtier.
Enhver kan jo se, at de store ejendomsgevinster er skævvridende både geografisk og socialt. Det ville give en kæmpegevinst til udkantsdanmark, hvor de fleste ikke scorer gevinst på boligsalg. Det vil gøre det mere attraktivt og sikkert at investere i udkantsdanmark. Kreditforeninger og banker ville måske være mere rundhåndede m.h.t. udlån i disse områder. Ingen partier tør tage denne beslutning af frygt for vælgertab.
Kære Venstre: Tag chancen og vind på troværdighed og ordentlighed. Vær med til at udligne den sociale ulighed i Danmark.
Kære Venstre: Kæmp en troværdig kamp for vor klode. Alt kan ikke ordnes med teknologi og forskning. Vores levevis og forbrug skal over tid ændres.
Alle, især min generation (født 1953), ved, at brug af fossile brændstoffer er eksploderet siden 1950’erne med kæmpe CO2-problematik til følge. Pensionskasserne bugner af penge – måske lavet på et grundlag, som i den grad har forværret klodens tilstand.
Min generation taler meget om rejser til ”verdens ende” eller bare til Frankrig. Vi bør finde andet indhold i livet. Tag kampen op og stå ved virkeligheden. Måske giver det i første omgang vælgertab, men I vil blive vinderne til sidst. Rød, lilla og blå blok vil besvime og tage tælling, hvis I tør gå i front med denne skarpe sandhed. Lad dem i det stille få åndenød og måske lidt dårlig samvittighed.
Min egen generation har via produktion, forbrug og handel skabt et miljømæssigt ragnarok. Alle har været medvirkende. Alle skal tage ansvar. Jeg er bange for, at den tiltagende sociale ulighed ender med oprør og forringede vilkår for demokratiet og muligheden for at udvikle en fremtid for det på mange måder fantastiske Danmark.
Kære Venstre: I er for mig den bedste liberale løsning, hvis I formår at genskabe jeres gamle værdier, mens I samtidigt er først på fremtidens løsninger og visioner. Hvis dette bliver virkelighed, får I mig som medlem igen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.