Midt i valgkampens hede er det absolut væsentlige spørgsmål om, hvordan vi som borgere og samfund behandler vores ældre.

Det kan ikke understreges nok, at det er et væsentligt emne i vores samfund, og vi bør til enhver tid være lydhøre over for initiativer til at forbedre vilkårene for de ældre. Det er et af de helt afgørende spørgsmål i velfærdssamfundet.

To partier formulerer på traditionel politisk vis krav til ældreområdet og -plejen: whistleblower-ordning og mulighed for at rekvirere uanmeldt tilsyn.

Desværre trækker begge disse formentligt velmente forslag i den forkerte retning.

Begge bygger på en filosofi om kontrol som vejen til at sikre godt arbejde.

Med mere kontrol kommer vi til at bruge yderligere ressourcer på kontrollanter, og de hjælper jo desværre ikke med de mange konkrete gøremål for at sikre de ældre en hverdag, der hænger sammen og som borgeren kan trives i.

Kontrolsystemer bemandes med "kolde hænder”!

Vi har ikke brug for yderligere kontrolfunktioner, men gode uddannelser, hvor der er fokus på både faglighed og empati ind i de ældres hverdag.

Vi har brug for færre initiativer, der "skal få velfærdssamfundet til at køre flere kilometer på literen”. Det var jo tankegangen bag taxameter-styring og årlige besparelser på to procent i den offentlige økonomi. Denne tankegang støttede både De Konservative og Dansk Folkeparti, der nu ønsker mere kontrol.

Vi har brug for anerkendelse af det kæmpearbejde, der udføres i ældreplejen, og så har vi behov for, at personale og ledelse får rum til at bruge deres faglighed til gavn for de ældre.

Ledelse skal anerkendes som en forudsætning for, at ressourcerne bruges optimalt til gavn og glæde for borgerne.

Et ofte anvendt citat fra vistnok Stalin hed "Tillid er godt; men kontrol er bedre.”

Desværre falder de to partier i mistillidsgrøften, hvor al viden om organisationer og virksomhedskultur tilsiger det modsatte. Frem med tillid og anerkendelse.