Debat: Vi har brug for flere "levebrødspolitikere"

Nogle gange har jeg haft det indtryk, at man bruger betegnelsen, når man i en politisk diskussion ikke kan klare sig. Så kan man altid beskylde en politiker for at være levebrødspolitiker.

Det foresvæver mig også, at denne avis' chefredaktør har brugt udtrykket.

Det var, som jeg husker det, om Danmarksdemokraternes stifter Inger Støjberg og hendes ”medløbere” fra Dansk Folkeparti.

For mit vedkommende har jeg valgt at betragte ordet levebrødspolitiker som en person, der har gjort politik til sit erhverv, men desto flere gange jeg hører udtrykket levebrødspolitiker, begynder udtrykket at irritere mig. For om hvem siger man reelt, at de er levebrødspolitikere?

Mit indtryk er, at det siger man om dem, man ikke kan lide. Både chefredaktører og andre bruger det, når de ikke har andre argumenter for at nedgøre en eller flere personer.

Derfor har jeg nærstuderet nogle politikeres cv og forsøgt at vurdere, om de er levebrødspolitikere.

Hvis vi begynder med Danmarksdemokraterne, så vil jeg gerne medgive, at Inger Støjberg er en slags levebrødspolitiker. Hun blev i en ung alder valgt til amtsråd, senere til Folketinget, blev minister og så kender vi slutningen af den historie.

Men gør det hende til en dårlig politiker, at hun rent faktisk er godt inde i flere sager og har skarpe holdninger til nogle emner? Ja, det må den enkelte afgøre, men mod hende står vores statsminister Mette Frederiksen, som jeg i lige så høj grad ser som levebrødspolitiker. Hun har faktisk kun været beskæftiget i politik, siden hun blev uddannet.

For at vurdere, om Støjbergs otte "medløbere” fra Dansk Folkeparti er levebrødspolitikere, så har jeg nærlæst dem alle.

Det viser sig, at den eneste, der kun har været beskæftiget med politik i sit voksne liv, er Peter Skaarup. Alle de andre har, uden undtagelse, en erhvervskarriere, før de blev medlemmer af Folketinget.

Desuden har jeg kigget på nogle af de folketingsmedlemmer, der er valgt i Nordjylland. Hvis man skal bruge ordet levebrødspolitiker om de enkelte medlemmer, så mener jeg, at socialdemokraterne vinder med flere længder.

Som nævnt er der statsminister Mette Frederiksen og desuden tre andre ministre, nemlig vores erhvervsminister Simon Kollerup, der faktisk aldrig har haft et rigtigt job, før han skulle varetage interesserne for danske erhverv. Dernæst vores kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. Næsten direkte fra studierne til Folketinget. Skønt indtil videre gør hun det vel udmærket som kulturminister. Landbrugsminister Ramus Prehn, ham, der bruger det forkerte kreditkort, har nogle få år som underviser. Al respekt for det.

Den fjerde minister, Flemming Møller Mortensen, har en lang karriere som dels sygeplejerske og salgschef. Kan han benævnes som levebrødspolitiker? Jeg tror fuldt og fast på, at Flemmings interesse for politik er ægte, og han derfor har valgt erhvervskarriere fra for en tid.

Bjarne Laustsen og Orla Hav har begge mange års erhvervsarbejde, før de blev fuldtidspolitikere.

De Radikales Marianne Jelved havde mange år, før hun blev levebrødspolitiker, men da jeg ikke bryder mig om De Radikale, fastholder jeg, at Marianne Jelved er levebrødspolitiker.

Hvis vi ser på dem, der er valgt for partiet Venstre i Nordjylland, har de faktisk alle en erhvervskarriere, før de blev medlemmer af Folketinget. De Konservatives Per Larsen kendte jeg, da jeg selv var i job, så jeg kan stå inde for, at han har haft en lang erhvervskarriere, før han blev fuldtidspolitiker.

Til slut vender jeg tilbage til de tidligere medlemmer af DF, Bent Bøgsted og Lise Bech. Da jeg kender dem begge, kan jeg roligt sige, at da de i sin tid blev valgt til Folketinget, var det til størst overraskelse for dem selv. Er de levebrødspolitikere, fordi de faktisk har formået at blive genvalgt?

Min lille analyse kunne fortsætte i en uendelighed.

Det er dog min opfattelse, at de folketingsmedlemmer, som nogen, også chefredaktører, kalder levebrødspolitiker i grunden ejer en stor interesse for samfundsforhold. Dem burde der faktisk være nogle flere af.