Den bimler og bamler, men giver Smittestop-appen stadig mening?

Den advarer om potentiel smitte i en tid med omfattende samfundssmitte. Overlæge giver sin vurdering af, hvorvidt du bør slette appen

Smittestop er udviklet af Sundhedsministeriet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Digitaliseringsstyrelsen. Foto: Arkivfoto <i>Ritzau Scanpix</i>

Smittestop er udviklet af Sundhedsministeriet i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Digitaliseringsstyrelsen. Foto: Arkivfoto Ritzau Scanpix

Der er udbredt samfundssmitte i landet, og det er ikke længere en sjældenhed at stå i kø med en smittet i supermarkedet eller være i kontakt med en smittet kollega på arbejdet.

Teststrategien er ændret markant, og man skal nu først testes, såfremt man er nærkontakt eller har symptomer.

Alligevel har mange af os stadig installeret "Smittestop" på vores mobiler. Meningen er, at appen skal advare om potentiel smitte, når man har været i nærheden af en, som senere er testet positiv for corona.

Men smitten er overalt, vi lever med den, og det betyder, at kan blive advaret mod smitte flere dage i træk. Så giver det reelt mening fortsat at have den installeret?

Den giver ikke mening

- Den havde sin tid sidste år, men man behøver ikke at bruge den nu.

Det mener overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen.

Sidste år, da både smittesituationen og teststrategien var en anden, var appen et godt værktøj. Men ligesom myndighederne anerkender, at coronavirus har ændret sig, har behovet for en smitteapp også.

- Appen giver god mening, når den kan give et varsel om, at du helt uventet har været tæt på en, der har været smittet, så du skulle testes. Den er ikke nødvendigt længere, fordi vi nærmer os flokimmunitet, og Omikron er ikke så sygdomsfremkaldende. Der er mange grunde til, at vi nu skal ændre strategi.

Sandsynligheden for, at vi dagligt kommer i kontakt med en smittet, der defineres som "øvrig kontakt", er mere reglen end undtagelsen. Og så begynder appen at blive mere upraktisk end praktisk.

- Det er jo irriterende, for så skal du testes hver dag, hvis du skal følge meningen med det, og det anbefaler vi sådan set ikke, at man skal. Hvis du føler dig rask, skal du sådan set ikke testes, slår Henrik Nielsen fast.

- Jeg tror, vi er på det punkt, hvor myndighederne lige skal finde deres egne ben i en ny verden, hvor anbefalingerne om test bliver helt forandret fra nu af og frem.

Nordjyske har spurgt Sundhedsministeriet, hvorvidt det stadig giver mening for den enkelte dansker at have appen installeret i en tid med udbredt samfundssmitte, og hvilke overvejelser ministeriet gør sig i forhold til appens fremtid og funktion. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Nær-og øvrig kontakt

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person i en af følgende perioder:

Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede til den smittede person kan ophæve sin selvisolation.

Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til den smittede person kan ophæve sin selvisolation.

Samtidig skal du opfylde mindst ét af følgende kriterier:

Du bor sammen med den smittede person

Du er kæreste med den smittede person, men I bor ikke sammen.

Du er værelseskammerat med den smittede person på din efterskole, højskole, lejrskole el lign.

Du har overnattet hos den smittede person, eller den smittede har overnattet hos dig.

Du er øvrig kontakt, hvis en person i din omgangskreds eller en person du dagligt eller regelmæssigt omgås er blevet smittet. Det kan fx være:

Kollegaer, du har stået eller siddet ved siden af på arbejde

Personer du har spist frokost eller middag med

Gæster i dit hjem

Personer du har været til møde med eller haft undervisning med og siddet ved siden af

Klassekammerater i stamklassen eller alle børnene på stuen i dagtilbud

Efterskole- og højskolekammerater og lignende, som du ikke har delt værelse med

Hvis du har deltaget i en begivenhed med en eller flere smittede

Du er ’øvrig kontakt’, hvis du samtidigt har været tæt på den smittede person i en af følgende perioder:

Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil den smittede person kan ophæve sin isolation.

Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til den smittede person kan ophæve sin selvisolation.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.