Den er god nok: Der kommer sne
Snebyger til nogle nordjyder torsdag, mens andre går fri
Opdateret kl. 10:44
NORDJYLLAND: Onsdag varslede DMI, at nordjyderne igen ville stå for skud og få en ny omgang sne torsdag.
Fra morgenstunden torsdag har det så fået en del til at spørge: "Hvor blev sneen af?"
En fin solskinsmorgen gav ikke megen drys fra oven - men det kommer, forsikrer DMI.
- Der er snebyger nu, og de kan give op til 10 centimeter nogle steder, lød det fra vagthavende meteorolog Mette Wagner ved otte-tiden.
Her var det især dele af Vendsyssel, som igen så sneen dale. Men altså langt fra alle nordjyder:
- Det er jo sådan med byger, at nogle ikke får ret meget, mens andre får en hel del. Men det vil udvikle sig i løbet af torsdagen, så der skal nok komme nysne på flere kælkebakker, lød det fra Mette Wagner.
Så altså mere sne til nordjyder men ikke i nærheden af det, vi så tidligere på ugen.
Meteorologen vurderede torsdag morgen, at der vil komme et ophold i snebygerne torsdag eftermiddag med smukt vejr til følge og temperaturer omkring eller lidt under frysepunktet.
- Der kommer en frisk vind, men ikke noget der ligner snestorm. Formentlig højst ligt fygning, vurderede Mette Wagner torsdag morgen.
Både fredag og weekenden kan give flere snebyger i det nordjyske, hvorimod vi må forvente en del slud og sjap på den anden side af weekenden.