Vejret

Her falder der mest sne i Nordjylland

Flere vejrmodeller er enige: Nordjylland bliver atter klædt i hvidt

Et nyt snevejr er på vej til Nordjylland.
Et nyt snevejr er på vej til Nordjylland. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 16:31

Nu tør vi godt love det: Der er et nyt snevejr på vej til Nordjylland. Men hvor og hvornår falder sneen?

Det giver meteorolog Martin Lindberg fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) svar på fredag eftermiddag, hvor han har nærstuderet flere vejrmodeller:

- Det begynder at sne i nat. Modellerne giver forskellige bud på, hvornår det begynder. Men det bliver nok mellem klokken to og fem natten til lørdag. Det begynder i Vendsyssel og når Aalborg i morgentimerne, måske klokken syv eller otte. Og så bevæger det sig langsomt sydpå, lyder det fra Martin Lindberg.

Vendsyssel og Jammerbugten står til at få mest sne:

- Vores model siger op til to centimeter, men en europæisk model siger op til fire centimeter. Og så skal vi huske, at der kan komme byger, så der måske lokalt falder mere, siger meteorologen.

Efterhånden som snevejret breder sig sydpå, aftager det lidt. Men der skulle være nok til, at også Himmerland får en til to centimeter. Thy og Mors knap så meget - måske en enkelt centimeter sne, hvis der da ikke kommer lokale byger.

Men bliver sneen så liggende? Svaret er: ja.

- I nat vil temperaturen ligge på to til fire graders frost. Så jeg tror, at sneen bliver liggende. Måske stiger temperaturen til en enkelt plusgrad lørdag formiddag, men den falder hurtigt igen. Og så skal vi også huske, at luften er kold, så ja - nedbøren kommer som sne, fastslår Martin Lindberg.

Det blæser op i løbet af lørdagen, så vi får en frisk til jævn vind og ved kysterne op til hård vind. Så det vil føles ekstra koldt at bevæge sig udenfor. Til gengæld er der en smuk vinterdag i vente søndag:

- Vinden aftager markant og bliver kun svag. Dermed falder temperaturen også, ned til ni graders frost søndag morgen. Men solen vil skinne søndag, så det bliver smukt vejr, varsler Martin Lindberg.

Hvis du er til frost og sne, skal du dog nyde det søndag samt mandag og tirsdag, som også kan blive et par flotte vinterdage. Onsdag ser vejret ud til at blive mildere - måske er det den sidste rest af vinter, vi får denne weekend.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden