Den lille forskel i et stort spørgsmål

SELV STEMMER jeg ja. Det har været min holdning lige siden jeg første gang som ny spidskandidat til Europa-Parlamentet blev spurgt om det. Selvom dette svar i mange år har delt vandene i mit – som i mange andre – partier. Lige siden jeg med ondt i maven stemte for retsforbeholdet, fordi jeg simpelthen ikke kunne gennemskue, hvad vi stemte om, har jeg forsøgt at forstå forskellen mellem et Danmark med og et Danmark uden vores nu 30 år gamle forbehold mod forsvarssamarbejdet i EU. For jeg bryder mig ikke om at sige ’nej’, selvom det jo for de fleste er både det nemmest og det tryggeste. Det ligger bare ikke til mig. Sådan helt generelt. Jeg er mere sådan ”Hey – det har jeg ikke prøvet før. Så det kan jeg sagtens”, hvilket er nemt nok i relation til beslutninger, der ikke involverer så mange andre end mig selv.

MEN SOM europaparlamenteringer skal jeg dæleme vide, hvad jeg har med at gøre og hvad jeg anbefaler andre at gøre, når det kommer til vores tilknytning til EU-samarbejdet.

SÅ JEG har undersøgt sagen, som bestemt er udsat for masser af mytemageri og forvredne spekulationer fra partier, som generelt ikke kan li’ EU og som kan li’ at være partiet for dem, der tror, at alt ondt, dyrt og besværligt kommer fra Bruxelles og ’dem dernede’. Derfor skal der såmænd nok være dem, som efter denne klumme holder fast i deres argumenter for at det er bedst at stemme nej. Det er deres ret.

MEN DE har altså ikke ret i, at vi med et ja mister enstemmighed omkring forsvars- og sikkerhedssamarbejdet. De har heller ikke ret i, at vi så får en EU-hær, som overnationalt overtager de nationale forsvar. Det sidste kræver enstemmighed – så her har Danmark evig vetoret indtil vi selv er med på at fjerne enstemmighed. Så det sker aldrig. Og nej, vi behøver heller ikke forbeholdet for selv at kunne bestemme, om vi deltager i militære missioner og operationer - det kan vi stadig. Også med efter et ’ja’ den 1. juni.

HVAD FÅR vi så mere ud af at stemme ’ja’ til at fjerne forsvarsforbeholdet? For det virker jo som om, vi allerede sidder med ved bordet af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik. Og selvom vi lytter grundigt efter, høres stort set kun moralske argumenter fra Christiansborg. Ikke konkrete, som skærer ud i pap, hvad Danmark vinder ved at smide forsvarsforbeholdet væk.

SÅ HØR her: Først og fremmest bliver en del af PESCO. Siden 2017 har det været et permanent, strukturelt samarbejde mellem alle andre EU-lande end Malta - og Danmark. I PESCO videreudvikles de deltagende landes militære kapaciteter omkring forpligtende mål, som deltagerne skal leve op til. Med den aktuelle tilstand, det danske forsvar befinder sig i, er det nok ikke det dummeste sted at være.

DERUDOVER bliver vi en del af den europæiske fredsfacilitet samt en del af den komité, der træffer de væsentlige beslutninger angående administration af fredsfacilitetens indsatser - herunder træning i oprørsbekæmpelse, fredsbevarende operationer og flådeoperationer, som bekæmper pirateri. Som et udpræget eksportland og med en shippingbranche i spidsen af den internationale liga, er det nok heller ikke nogen dårlig idé.

YDERLIGERE bliver vi fuldt medlem i EU’s Forsvarsagentur og sidder ikke længere med observatørhatten på. Det er mit personlige favoritargument for at stemme forbeholdet væk. For det er her, jeg mener, at Danmark kan gøre den største forskel. For vores egen skyld og for hele Europa: Forsvarsagenturet er dér, samspillet mellem EU’s medlemslande for alvor kan styrkes. I agenturet forskes i forsvarsteknologi, og her overvåges landenes militære kapaciteter. Vi må nemlig aldrig glemme, at EU ikke er stærkere end det svageste led. Derfor er det klogt, at være hinandens dukse. Det betyder dog ikke, at national sikkerhed er et fælles ansvar. Med et ja til at fjerne forsvarsforbeholdet, kommer EU ikke til at kunne blande sig i Danmarks beslutninger om national forsvars- og sikkerhedspolitik.

DANMARK ER kendt for - trods det danske forsvars aktuelle tilstand - at være vellidt og anerkendt for vores input i europæiske og internationale samarbejder. Vi er dygtige til at finde bæredygtige løsninger i både diplomati og teknologi. Med et ja signalerer vi vilje til at tage større del i dette vigtige ansvar for at beskytte europæiske værdier og demokrati.

FORSKELLEN på et ja eller et nej er vitterligt ikke stor. Det bør indrømmes og det tør jeg godt. Så hvis man gerne vil sikre Danmark større indflydelse på hvordan EU passer bedre på sig selv i fremtiden og hermed bliver en endnu stærkere partner - sammen med alle de enkelte medlemslande - i NATO, så anbefaler jeg et ja!

God søndag og stemning, Pernille. 

Pernille Weiss skriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Uddannet sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab, master i innovation og ledelse (LAICS) og certificeret sexolog. E-mailadresse: pernille.weiss@europarl.europa.eu.