Denne bank er åben: Der er brug for blod - og mange donorer er i karantæne
Her tapper de for fuld tryk til patienter, der har brug for blod ved sygdom, ulykker, fødsler og andre akutte opgaver
Opdateret 07. april 2020 kl. 22:36
Den blå dør er plastret til med nye retningslinjer for bloddonorerne. En række lande er føjet til listen over dem, man ikke må have besøgt fornylig, hvis man vil ind og tappes. Og opfordring til ikke at tage en ven med!
- Vi skal begrænse antallet, der er her på samme tid, mest muligt, siger overlæge Bitten Aagaard, blodbanken i Aalborg. Derfor er der kun halvt så mange stole i venteværelset, som der plejer at være, og receptionist Lene Lund Knudsen tager mindst en gang i timen en rundtur i hele området og spritter af alle steder, som personale og donorer rører ved. Og det er med handsker på!
Blodbanken er ikke en del af corona-beredskabet. Men selvom nogle planlagte behandlinger og operationer er udskudt, er der stadig akutte opgaver som ulykker og fødsler, hvor der kan være brug for blod, ligesom der skal bruges blodpræparater ved behandlinger af forskellige sygdomme, f. eks. kræft. Og da flere donorer end sædvanligt er i karantæne på grund af rejser i udlandet, er der brug for alle andre, der kan og vil give blod.
Så i Blodbanken arbejder alle på højtryk for at sikre forsyningerne.
- Heldigvis har donorerne forståelse for, at det stadig er vigtigt at møde op til tapning, selvom behovet er nedsat en smule under de givne omstændigheder, siger overlæge Bitten Aagaard.
- For personalet er mantraet sprit, sprit, sprit, siger hun. Desuden arbejder vi i splitteams, så vi ikke møder hinanden allesammen i én stor forsamling, og vi spiser frokost forskudt, så vi ikke risikerer, at én, der er blevet smittet, smitter os alle, og kun en lille del af os risikerer smitte, forklarer overlægen.
- Vi har nogle specialistfunktioner i afdelingen, hvor vi er lidt sårbare. Også derfor er det vigtigt, at vi holder tingene så adskilte som muligt, siger Bitten Aagaard.
Når alting er normalt i blodbanken, er det helt OK at tage sine børn med, så de kan se hvad der foregår, og at det ikke er en big deal at blive stukket og tappet. Og så er der både kaffe og te, sodavand, juice og andre drikkevarer, der er frugt, sandwich og chokolade, så donorerne kan klare tapningen rent fysisk. Man skal nemlig drikke og spise godt, og gør man det, er det ikke noget problem at cykle hjem igen efter at have holdt et lille hvil, når man har afleveret sin portion.
- Især er der mange donorer, som tager deres større børn med, og det er vi normalt rigtig glade for. Det er jo en slags rekruttering af fremtidens donorer, siger Bitten Aagaard.
Men lige nu appelleres der altså hårdt til, at donorerne kommer alene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
