Der kommer en dag efter coronakrisen: Vi skal arbejde sammen på en helt ny måde

Mange af de kilder og eksperter, som NORDJYSKE har talt med i forbindelse med projektet, er ikke i tvivl om, at ledigheden vil stige støt over de kommende år - dels blandt de nyuddannede dimittender, men også i den øvrige arbejdsstyrke.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet forudser en ledighedsprocent på linje med den, der var altdominerende i 80’erne og 90’erne.

Med mindre man går radikalt til værks, vil vi få en massearbejdsløshed som dengang, da langt over hver tiende stod uden arbejde. Med mindre altså at man går radikalt til værks - og det mener Henning Jørgensen, at man bør.

- Man kan begynde med at begrave de ideologiske stridsøkser. Det har man under coronakrisen gjort af ren og skær nød, hvilket har betydet, at politikerne sammen med arbejdsmarkedets parter hurtigt har fundet sammen om eksempelvis hjælpepakker til nødlidende virksomheder, siger Henning Jørgensen.

De positive erfaringer med et smidigt og pragmatisk samarbejde skal udnyttes og videreudvikles til gavn for både de ledige dimittender og de mange andre, der har udsigt til snart at stå uden arbejde, mener Henning Jørgensen.

- Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet bliver svært at begå sig på. Men denne sundhedskrise har på mange måder også været et kæmpe wakeupcall. Og vi kan lære af den, siger han.

Henning Jørgensen ser diskussionen om de ledige dimittender som et eksempel på, at fokus rettet et forkert sted.

- De ledige akademikere er nærmest blevet udråbt som nogle dovne skurke, men vi bør fokusere kræfterne helt anderledes konstruktivt i fremtiden. Til alles bedste, siger Henning Jørgensen.

Vi bør lære af de samarbejder, der er blevet etableret under coronakrisen og dvæle lidt ved ordet “samfundssind”. For vi er alle afhængige af hinanden, og ingen kan løse udfordringer - heller ikke med arbejdsløshed - på egen hånd.

- Dimittendledigheden er ikke den enkeltes skyld alene. Det er heller ikke alene uddannelsesinstitutionernes skyld. Eller kommunens eller jobcentrets. Det er heller ikke virksomhedernes skyld. Men alle har et ansvar for at komme ud af det på en konstruktiv måde, siger Henning Jørgensen og tilføjer:

- Jeg tror, man kan lære af det samarbejde, der - også parlamentarisk - har været under coronakrisen med offensive og proaktive foranstaltninger. For vi bliver nødt til at se tingene lidt mere fælles.

Helt konkret mener Henning Jørgensen, at man skal skrotte den kommunale aktiveringspolitik, som i hans fortolkning blot går ud på at få de ledige til at blive selvforsørgende så hurtigt som muligt. Og så er det egentlig ligegyldigt hvordan. Det handler bare om at få “vendt de ledige i døren”, så de ikke belaster de offentlige budgetter.

I stedet skal man i langt højere grad tilbyde efter- og videreuddannelse, hvilket er strengt nødvendigt, hvis vi skal tilpasse os til et særdeles foranderligt arbejdsmarked de kommende år. Ikke bare på grund af coronakrisen, men også på grund af den hastighed, hvormed samfundet konstant forandrer sig.

Tidligere kunne man godt arbejde indenfor præcis samme felt, fra man blev udlært, til man gik på pension. Men at have den samme type arbejde gennem hele livet er ved at være en æra, der er forbi.

Sådan kommer arbejdsmarkedet ikke til at fungere i fremtiden, mener Henning Jørgensen.

I fremtiden vil vi i stedet opleve langt flere skift - både i jobindhold og i ansættelsesforhold. Samtidig kræves der et meget større fokus på digitalisering, internationalisering, grøn omstilling - og nu også en bæredygtig sundhedsmæssig udvikling, som coronakrisen har åbnet vores øjne for.

Alt det skal man tænke ind med det samme. Og man skal gøre det nu, mener Henning Jørgensen, for det nytter ikke at reparere på et “gammelt” system.

Vi skal tænke nyt.

- Hvis man bare fortsætter med den traditionelle måde at tænke beskæftigelse på, får vi problemer. Arbejdsløsheden vil eksplodere, og virksomhederne vil på samme tid stå med flaskehalsproblemer rundt omkring, siger Henning Jørgensen.

- Vi skal hente inspiration i dengang, hvor der blev tænkt i egentlig arbejdsmarkedspolitik, tilføjer han.

Henning Jørgensen hentyder til den beskæftigelsespolitik, som blev praktiseret i 1990’erne, hvor arbejdsløsheden i Danmark - efter at være vokset gennem 70’erne og 80’erne - var rekordhøj.

I 1993 var arbejdsløsheden med 350.000 ledige på sit højeste, men så satte man ind med en kombination af en offensiv finanspolitik og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

De ledige skulle ikke længere have lov til at gå rundt på passiv understøttelse.

Det nye var, at der nu blev udarbejdet en individuel handlingsplan for den enkelte.

Sagsbehandleren og den ledige fandt sammen frem til et forløb, som havde til formål at øge den lediges kvalifikationer, forklarer Henning Jørgensen.

Krumtappen i den aktive arbejdsmarkedspolitik var uddannelse.

- Uddannelse blev det vigtigste redskab i 90’ernes arbejdsmarkedspolitik, og det gav job til de ledige, siger Henning Jørgensen.

Han fortæller om en uddannelsesform, hvor folk, der allerede var i arbejde, sad på samme kursusbænk som folk, der var ledige.

De blev opkvalificerede på samme vilkår, og de lærte hinanden at kende.

- Netværket var afgørende, for det betød, at ledige lærte folk fra arbejdspladserne at kende, og fordi man kendte deres kompetencer, var det dem, man ringede til, når der manglede arbejdskraft, siger Henning Jørgensen.

I 90’erne var det muligt at søge orlov for at uddanne sig - og i mellemtiden varetog en ledig jobbet - det var et krav. Ordningen var udbytterig for alle: Den ledige fik kontakt med en “rigtig” arbejdsplads i en periode. Den ansatte fik mulighed for at dygtiggøre sig - og måske opkvalificere sig til en anden jobtype.

- Det var simpelthen fantastisk, for med jobrotationen fik man igangsat en trafik mellem de ledige og de beskæftigede. Den form er vi nødt til at vende tilbage til, siger Henning Jørgensen.

Han giver ikke meget for den type aktivering, der findes i dag.

Henning Jørgensen mener ikke, at virksomhedspraktik og løntilskudsordninger er tilstrækkeligt ambitiøst, hvis ledige skal finde varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.

I 1990’erne betød den aktive arbejdsmarkedspolitik, at arbejdsløsheden blev nedbragt fra 12,4 procent i 1993 til under fem procent fire år senere.

- Det var europarekord, og resten af verden fandt ud af, at man gjorde noget særligt i Danmark. Vi blev forbillede for mange andre lande, siger Henning Jørgensen.

Han mener, at vi skal tilbage til den aktive arbejdsmarkedspolitik. Men i en ny fortolkning, for der er sket meget på de cirka 25 år, der er gået siden, og det skal man tage højde for.

- Man skal huske på, at 2020’ernes problemer også indeholder andet end høj ledighed. Eksempelvis har vi et anderledes arbejdsmarked, andre arbejdsmarkedsstrategier, andre beskæftigelsestyper og en anden erhvervsstruktur, siger Henning Jørgensen.

- Men vi er nødt til at løse det. Og vi er nødt til at være fælles om det, siger han.

Det bliver afgørende at finde en ny vej. Fremover kommer vi til at skifte job mange gange i løbet af et arbejdsliv, og derfor skal vi indstille os på livslang uddannelse. Vi skal videreuddanne os. Også som voksne.

- Vi må bane vejen for, at vi kan give arbejdsstyrken et kompetenceløft som helhed. For kun med de rette kompetencer kan du finde nye arbejdsgivere og nye beskæftigelsesområder, siger Henning Jørgensen.

- I fremtiden bliver det helt ualmindeligt, at man blot har tilknytning til én virksomhed gennem hele livet. Derfor skal den enkelte klædes på til at kunne skifte fra arbejdsplads til arbejdsplads. Men virksomhederne kan også profitere af et kompetenceløft, for det betyder, at de kan trække på en kvalificeret arbejdsstyrke, siger Henning Jørgensen.

Sammen med kollegerne Mads Peter Klindt og Stine Rasmussen har han netop udgivet bogen "Aktiv arbejdsmarkedspolitik". I bogen er der konkrete bud på, hvordan vi får gennemført det paradigmeskifte, som Henning Jørgensen efterlyser.

Han mener, vi skal ændre tankesæt. Det skal være mere gængs, at man af og til har en position uden for arbejdsmarkedet, hvad enten man uddanner sig eller holder børnepasningsorlov eller lignende. Den lille pause skal betragtes som en midlertidig trædesten tilbage til arbejdsmarkedet. Og ikke være stigmatiserende.

- Jeg synes, det er helt i orden, at samfundet er med til at betale folk for de pauser, de tager i deres arbejdsliv, for i sidste ende vinder vi alle på det, siger Henning Jørgensen.

Så det er nu, vi skal tænke nyt, mener Henning Jørgensen.

- Det er nu, vi skal forpligte os på nye samarbejder og måder at finansiere udgifterne på. Hvis vi gør det, vil det være muligt at overvinde den massearbejdsløshed, der er udsigt til i kølvandet på coronakrisen.

- Vi skal have en helt anden fælles forståelse af vækst og velstand i det her samfund. For hvis ikke vi får det, falder vi tilbage i de gamle, ideologiske kampe. Og med en så foranderlig verden, vi går i møde, vil det betyde mange tabere - og meget få vindere, siger Henning Jørgensen.