Det er svært at forholde sig til statistik, når man er bange

Når kvinder bliver opdraget til at passe så godt på sig selv, at de går med nøglerne mellem fingrene i jakkelommen, er det også der, vi placerer ansvaret for, om der sker dem noget. Alle har ret til at føle sig trygge, og derfor skal ansvaret placeres fælles, skriver lederskribent

På sociale medier bliver der flittigt delt eksempler på de forholdsregler, kvinder tager, når de går alene, mens der er mørkt. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

På sociale medier bliver der flittigt delt eksempler på de forholdsregler, kvinder tager, når de går alene, mens der er mørkt. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Det brutale drab på 33-årige Sarah Everard i London har forenet kvinder verden over i protest. Hvorfor skal kvinder være bange for at gå alene hjem?

På sociale medier bliver der flittigt delt eksempler på de forholdsregler, kvinder tager, når de går alene, mens der er mørkt: Nøgler mellem fingrene klar til at forsvare sig, telefonen parat til lynhurtigt at ringe op, steder undgås, hættetrøjer og flade sko der skjuler de kvindelige træk. Listen er lang.

Line Petersen, 29 år, har fortalt til Nordjyske om det redskab, hun bruger, hvis hun oplever, at mænd bliver for nærgående:

- Hvis du siger, at du har en kæreste, der venter derhjemme, så stopper de - uanset hvor mange gange, de har overhørt dit nej tak inden da.

- Det er jo egentlig vildt, at der skal idéen om en anden mand til, før nogle mænd respekterer et nej.

Debatten om kvinders sikkerhed og tryghed er vigtig. Også selvom mænd statistisk set er mere udsatte for vold i nattelivet - og at kvinder oftere bliver overfaldet af en kæreste eller et familiemedlem end af en ukendt gerningsmand på vej hjem.

For det ændrer ikke på den oplevede utryghed. Kvinder er i generationer blevet opdraget til at passe på sig selv, når de er ude alene, og derfor aktiveres den indbyggede frygt - også selvom statistikkerne taler imod. Det er svært at forholde sig til statistik, når man er bange.

Diskussionen er langt fra ny, men temaet har for alvor fået verdensomspændende opmærksomhed efter hashtag-kampagnen #TextMeWhenYouGetHome. Tilbage i januar sidste år viste en Panel Nordjylland-undersøgelse, at mere end hver tredje af de kvinder, der jævnligt færdes i Aalborgs midtby om aftenen eller natten, er utrygge. 36 procent af kvinderne svarer, at de føler sig "utrygge" eller "meget utrygge". For mænd gælder det 14 procent.

Svaret på utrygheden er næsten altid det samme: Mere overvågning, flere lygtepæle og mere synligt politi. Men det er symptombehandling - som næppe rykker meget ved hverken tryghed eller statistik. Tværtimod handler det om opdragelse og ansvar.

I stedet for at opdrage piger til at slå blikket ned og skifte fortov, når de støder på en gruppe larmende unge mænd i festligt lag, bør vi lære vores børn, at deres adfærd kan skabe utryghed - uanset om det er tilsigtet eller ej.

Og når kvinder bliver opdraget til at passe så godt på sig selv, at de går med nøglerne mellem fingrene i jakkelommen, er det også der, vi placerer ansvaret for, om der sker dem noget. Hvis der sker der dem noget, var det så, fordi de ikke tog deres forholdsregler? Alle har ret til at føle sig trygge, og derfor skal ansvaret placeres fælles. Vi har alle et ansvar for at reflektere over, hvordan vi kan bidrage til mere tryghed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden