Det er tid til selvopgør

Så er det sagt. Af Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre.

Ordene er faldet i radioprogrammet ”P1 Morgen” midt i en debat (først og fremmest med ordfører-kollega Eva Flyvholm fra Enhedslisten) om, hvorvidt blandt andre Danmark skal blive ved med at give massiv økonomisk støtte (på det seneste 400 millioner kroner årligt) til et af verdens fattigste og mest gennempryglede lande, Afghanistan.

Efter 20 år i det skjulte det meste af tiden - mens USA, Danmark og andre vestlige lande har befundet sig på stedet - ruller terrororganisationen Taliban uden mærkbar modstand ind over langt det meste af landet, region efter region, by efter by, for på det seneste at have indtaget selveste hovedstaden Kabul. Med alle de helt indlysende moralske tømmermænd, som den slags - samtidig med tilbagetrækning af vestlige styrker - må fremkalde.

Ligefrem at ønske sig endnu mere borgerkrig i et af verdens i forvejen mest plagede lande er måske nok trods alt at gå for langt.

Men en eller anden form for internt opgør er der nødt til at foregå i et land, hvis befolkningen over for omverdenen skal tilkendegive, at den på inden måde kan leve med det mørkemands-regime, som Taliban står for - uanset hvor renskurede de nyeste talsmænd prøver at fremstå.

Nogle af de mest udspekulerede Taliban-aktivister kan meget vel tænkes at spekulere i Vestens som regel korte/dårlige hukommelse - hvis bare alt det grimme over for befolkningen (især sårbare og fornedrede kvinder) ikke sker lige med det samme, er det tilsyneladende nemmere at leve. For når den barske virkelighed for alvor sætter ind, og Taliban-krigerne viser deres reelle hensigter - og det vil ske - har den vestlige verdens politikere sikkert fået mange andre dagsordener at forholde sig til, og Afghanistan kan igen synke ned i glemsel. For kun at dukke op på dagsordenen igen, når flygtningestrømmene bliver synlige.

Balancegangen må nu handle om at blive ved med at hjælpe på en måde, så det kommer selve befolkningen til gavn - uden på nogen måde at fremme Taliban-mørkemændenes dybt angribelige sag og hensigter.

Det bliver ikke nemt. Men det har det jo heller aldrig været med dette højst mærkværdige, ludfattige, uvejsomme og - har det vist sig - aldeles uindtagelige land.