Det mislykkedes at slå på SF
Opdateret kl. 05:52
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
POLITIK: Kommunalvalget gav et klart svar:
Strategien med at slå på SF mislykkedes. Forsøgene på at fremstille SF som uansvarlige havde den stik modsatte effekt. Vælgerne valgte SF til - også her i Nordjylland. Det sker ikke tilfældigt. Det sker, når et parti står for noget, folk kan genkende: ordentlighed, social ansvarlighed og en konsekvent prioritering af mennesker frem for modeller og teknokrati.
Derfor er det nødvendigt at sige tingene, som de er. Socialdemokratiet står ikke svækket, fordi SF er vokset. Socialdemokratiet står svækket, fordi partiet i tre år har valgt de forkerte politiske venner. I en periode, hvor økonomien gav historisk gode muligheder, blev kursen lagt mod midten og ofte mod højre - væk fra de partier, der traditionelt har båret det sociale Danmark.
Mens SF har insisteret på minimumsnormeringer, bedre hjemmepleje, grøn omstilling og ordentlige arbejdsforhold, har Socialdemokratiet brugt kræfterne på at forsvare et midterregeringsprojekt, der hverken gav retning eller håb.
Det har haft en pris. Ikke kun nationalt, men også lokalt, hvor dygtige socialdemokratiske kandidater nu betaler for en kurs, de ikke selv har sat. Det ansvar kan ikke placeres hos SF - det ligger hos SVM-regeringen.
Når SF indgår i kommunale konstitueringer, bliver det nogle steder udlagt som magtspil. Det er en fejllæsning. Kommunalpolitik handler om at skabe flertal, der kan levere konkrete forbedringer for borgerne. SF går med dér, hvor vi kan sikre bedre normeringer, stærkere ældrepleje, social tryghed, grøn retning og ordentlige arbejdsforhold. Vi fravælger ikke samarbejde for at straffe nogen - vi tilvælger samarbejde, der virker. Det er ikke uansvarligt. Det er ansvar i praksis.
Hvis Socialdemokratiet vil tilbage som samlende og ledende kraft i dansk politik, må partiet også tage et ærligt opgør med sin egen kurs. At angribe SF fører ingen vegne. Det skaber blot mere uklarhed om, hvor Socialdemokratiet egentlig vil hen. Fremtiden for centrum-venstre afhænger af, om S igen vil samarbejde tæt med SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale - eller fortsætte alene i midten.
Det næste folketingsvalg bliver afgørende. Hvis ikke der opbygges et stærkt og troværdigt centrum-venstre-alternativ, risikerer Danmark at ende med en ren borgerlig regering. Det bør give anledning til eftertanke. SF er klar til samarbejde. SF er klar til ansvar. Spørgsmålet er, om Socialdemokratiet også er klar til at vende sig mod venstre igen og genfinde det sociale Danmark. Vælgerne har allerede sendt deres signal.
Nu er det Socialdemokratiets tur til at lytte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.