Det tager tid både at blæse og have mel i munden

Forklaringen er ifølge direktør Michael Lundgaard Thomsen enkel nok. Dels tager det tid før CO2-besparende initiativer er sat i værk og begynder at virke. Dels betyder de senere års byggeboom, at produktionen stiger. Og som han siger til DR: ”Jeg kan godt forstå, det er bekymrende, og at man vil se nogle effekter på kort sigt. Det vil jeg også gerne selv. Men det er bare ikke realistisk at opnå hurtige effekter på kort sigt og samtidig være konkurrencedygtig.”

Man kan altid diskutere hockeystave og ønske sig mere vidtgående indsatser, men problematikken her peger på en central klima-pointe: Vi kan ikke forvente en vidtgående omstilling på rekordtid, uden at det kan mærkes.

Det er lidt som med klassikeren om kvalitet, lav pris og hurtig levering: du kan vælge to ud af tre.

At tro at vi som samfund ufortrødent kan bygge derudaf, fortsætte vores generelle forbrug og samtidig umærkeligt nedsætte vores klimaaftryk, er en illusion. Det handler ikke nødvendigvis om afsavn. I stedet er nøgleordet omstilling.

Omstilling til nye måder at producere på. Omstilling til nye måder at forbruge på. Omstilling til nye måder at tænke på. Men en hurtig omstilling, der ikke vil kunne mærkes, er en illusion.

Aalborg Portland er på vej med såkaldt grøn cement. De investerer i at bruge alternativer til kul i produktionen, ligesom håbet er i fremtiden at kunne indfange CO2 i produktionen. Men det kræver at teknologien og ikke mindst kunderne følger med. At der ikke bare indkøbes fra billigere og mindre rene, udenlandske konkurrenter.

Klimakrisen griber ind overalt, og netop derfor bliver problemet så komplekst. Går ingen forrest, sker der intet. Går man for langt foran, følger ingen med.