Ejendomsmarked

Monstersalg i Skagen: Her er køberen, sælgeren - og naboen

Ny ejer af 266 kvadratmeter på mondæn, nordjysk adresse

Boligen i Skagen blev hurtigt solgt. 
Boligen i Skagen blev hurtigt solgt.  Privatfoto

Opdateret 08. november 2024 kl. 09:42

Man kan roligt fastslå, at boligen ikke er helt tosset placeret - og den blev da også skudt ret hurtigt af, selv om prisskiltet var otte-cifret.

Af tinglysningen fremgår det, at Østre Strandvej 99 i Skagen pr. 1. november er blevet solgt for 31 millioner kroner.

bolig-guiden Boliga oplyses det, at huset var udbudt til salg for 32 millioner kroner, så der er givet et lille afslag - til gengæld nåede den ifølge siden kun at være til salg i tre dage.

Villaen er på 266 kvm og indeholder fem værelser - den er opført i 1959 og ombygget i 2015.

Men hvem har købt og solgt boligen, der ligger nabo til ejendomsmatador Hans Andersen, som blev kendt i den brede offentlighed, da han blev tiltalt og dømt skyldig i hærværk på to klitter på Sønderstrand.

- Gadens parlament

Sælgeren af Østre Strandvej 99 Lars Dahl-Jensen - og Susanne Dahl-Jensen - var faktisk ude at afkræfte, at han skulle have noget at gøre med den ureglementerede terræn-regulering af klitten.

I lokalsamfundet var han nemlig under mistanke, fordi også hans udsigt pludselig var blevet bedre.

- Skagen er jo et lille samfund. Det er gadens parlament i nogle henseender, og så er det jo kedeligt at blive ramt af den slags, fortalte han til TV2 Nord.

Det er dog ikke det eneste, han er kendt for:

Som Nordjyske tidligere har fortalt, så er Lars Dahl-Jensen dømt for skatte- og momsunddragelse i millionklassen. 

Det indbragte ham en dom på seks måneders betinget fængsel, og det fik ham til også at sætte en villa i Hasseris til salg for et tocifret millionbeløb - hvor der også blev drevet virksomhed - tidligere på året.

Ikke råd til slik

Den nye ejer er Orla Dambo, der har købt villaen sammen med en person, hvis oplysninger ikke er offentligt tilgængelige.

Han har flere roller i dansk erhvervsliv, eksempelvis i ejendomsbranchen - og blandt andet kunne ligeher.nu i 2023 fortælle, at deltids-skagboen havde planer om at starte en genbrugsbutik op i Skagens gamle posthus.

Af en artikel fra Vejle Amts Folkeblad fremgår det, at Orla Dambo er en 61-årig østjysk byggematador, som er født og opvokset i Aarhus - men i dag bor i Vejle med sin partner.

Her fortæller han, at han som seksårig måtte kigge langt efter slikposerne, når han skulle handle ind ved købmanden for sin mor.

Der var sjældent råd til slik til Orla og hans tre søskende, der voksede op i en typisk kernefamilie i Aarhus i 1960'erne.

Det var dengang ...

Der er næppe tvivl om, at handlen kommer til at blive en af de største i Nordjylland i år - i hvert fald har den allerede slået den nordjyske rekord i 2023, hvor det dyreste hus blev handlet - på Østerbyvej i Skagen - for 22 millioner kroner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden