Regionsrådsvalg

Dette valg står i skyggen - men de styrer 11 milliarder om året

Om to måneder går det løs med valget. Nordjyske inviterer nu dig til at formulere de vigtigste emner i valgkampen

Arkivfoto: Jan Pedersen

Arkivfoto: Jan Pedersen

ANALYSE:Din stemmer tæller - også - når der er valg til regionerne 16. november.

Regionsrådsvalget har det med at stå i skyggen, når der er samtidig er valg til kommunerne. Til hverdag løber politikerne på Christiansborg med meget af opmærksomheden, men mange af de vigtigste beslutninger tages af vores lokalpolitikere.

Blandt nordjyder mellem 18 og 29 år svarer 60 procent, at de ikke er klar over, at der er valg til regionerne i år. 90 procent af nordjyderne over 70 år er godt klar over, at der skal vælges medlemmer til regionsrådet til november. I alt svarer 65 procent af nordjyderne, at de ved, at der er regionsrådsvalg i år. Det viser en Panel Nordjylland-undersøgelse, som blev foretaget fra 30. juni til 6. juli. 1479 panel-deltagere deltog i undersøgelsen.

Valgtræf med regionspolitikere under valgkampen 2017. Arkivfoto: Torben Hansen

Valgtræf med regionspolitikere under valgkampen 2017. Arkivfoto: Torben Hansen

Og selvom regionen ikke udskriver skatter, så er det værd at interessere sig for valget, for de forvalter faktisk hele 11 milliarder kroner om året.

På Nordjyske vil vi gøre nordjyderne i stand til at træffe et kvalificeret valg - også når det gælder valget til regionsrådet.

Vi vil vide, hvem kandidaterne er og hvad deres ambitioner er for regionen. Men vi vil også sørge for at forholde os og politikerne til de emner, borgerne synes er de vigtigste. Derfor kommer vi blandt andet til at afholde et vælgermøde med borgerne i centrum. Her skal politikerne lytte på vælgerne og svare på deres spørgsmål.

For en stor del af regionernes ansvarsområder er noget, der vedkommer os alle sammen.

Især sundhedsområdet optager mange - og fylder både i mediernes dagsorden og i vores eget liv, når vi er kontakt med sundhedsvæsenet.

Er der nok praktiserende læger i vores nærområder? Er ventetiden for lang til speciallæger? Kommer ambulancen hurtigt nok, når vi har brug for den? Og er regionen god nok til at håndtere psykisk sygdom?

Også Nyt Aalborg Universitetshospital - det såkaldte supersygehus - er noget, der deler vandene. Tidligere har Nordjyske afsløret, hvordan projektet er havnet i økonomisk kaos - og at den endelige regning ender med at blive mindst 600 millioner kroner højere end det, der er budgetteret med. Det har betydet, at byggeriet er sat under skærpet tilsyn af Sundheds- og Ældreministeriet. Byggeriet er også blevet forsinket af blandt andet corona-situationen, som har skabt mangel på både materialer og arbejdskraft. Sygehuset forventes - i øjeblikket - at tages i brug i løbet af andet halvår 2023. Er projektet blevet håndteret godt nok - og kommer forsinkelserne til at gå ud over patienterne?

Og måske er regionernes rolle blevet mere tydelig end før. Gennem mere end halvandet år har corona-pandemien stillet regionerne overfor svære logistiske og praktiske opgaver. Region Nordjylland har - i samarbejde med kommunerne - sørget for test-kapacitet og vaccine-indsatsen her i landsdelen.

Det er blot nogle af de emner, der kommer til at fylde på dagsordenen til regionsrådsvalget i Nordjylland. Har du nogle idéer til emner, vi bør tage op? Så send en mail til nordjylland@nordjyske.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig. For din stemme tæller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.