KV21

DF-spidskandidat efter nedsmeltning: Nu har vi ramt bunden

Landstendensen slår endnu hårdere igennem i Nordjylland

Ib Madsen, spidskandidat for DF ved valget til Regionsrådet. Foto: Lars Pauli
Ib Madsen, spidskandidat for DF ved valget til Regionsrådet. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 11:28

Opdateret kl. 11.30 med udtalelser fra spidskandidat ved regionsrådvalget

NORDJYLLAND: Dansk Folkeparti vakler efter tirsdagens valg rundt på randen af et regulært knockout i de 98 danske kommuner.

Partiet, som ved folketingsvalget i 2015 blev Danmarks næststørste og nærmest kunne gå på vandet, fik en syngende vælgerlussing og led et blodigt nederlag, der flåede taburetterne væk under en lang række af partiets byrådsmedlemmer.

På landsplan er partiet mere end halveret med blot 4,1 pct. af stemmerne, og det har onsdag middag medført, at partiformand Kristian Thulesen-Dahl har indkaldt til ekstraordinært årsmøde med valg af ny formand som eneste punkt på dagsordenen.

Valgnederlaget ramt flere steder i Nordjylland endnu hårdere. Her tabte partiet tirsdag tabte to ud af tre vælgere i hovedparten af de 11 kommuner i forhold til valget i 2017.

Overordnet satte 11.580 nordjyske vælgere tirsdag kryds ved liste O. For fire år siden var det tal 25.091, så 13.511 vælgere er forsvundet siden 2017.

Det koster partiet 14 af de 24 byrådsmandater, de fik ved valget for fire år siden. Endnu værre ser det ud for partiet i regionsrådet, hvor partiet har tabt tre af fire mandater i forhold til 2017.

Det resultat ryster partiets spidskandidat ved valget til Regionsrådet, Ib Madsen.

- Vi har fået en ordentlig en på hatten, og det må vi tage til efterretning, siger Ib Madsen.

Han kaster skylden for partiets nedsmeltning på den uro, som i måneder har præget partiets arbejde på Christiansborg.

- Det er jeg slet ikke i tvivl om. Nu har vi ramt bunden, og nu ser jeg, at det må begynde at vende igen. Det skal det gøre, siger Ib Madsen.

Hvad tænker du i forhold til at skifte ud i toppen af partiet?

- Det har jeg ingen kommentarer til.

Det skal du vel have på et tidspunkt?

- Ja, det kan godt være, men lige nu er jeg nødt til at holde lidt lav profil, siger Ib Madsen.

Mens han slikker sine egne og partiets sår, glæder han sig over, at magten nu er forskubbet i regionsrådet, som de næste fire år får venstremanden Mads Duedal som formand.

- Nu kommer vi ind i varmen og får en del indflydelse.

Ved valget i 2017 blev Dansk Folkeparti repræsenteret i samtlige 11 byråd i Nordjylland. I Rebild Kommune tabte partiet de to mandater fra 2017 og er dermed for første gang siden kommunalreformen i 2009 ikke en del af byrådet. De næste fire år sidder DF på et enkelt mandat i hver af de 10 øvrige nordjyske kommuner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden