DI og HORESTA siger det selv: “Det er jo camping, der foregår.” Og de bygger deres case på en retorisk finte: Hvis man overnatter i et køretøj, er det camping. Hvis man åbner en loftslem, ruller et solsejl ud eller sætter en stol frem, er det camping. Hvis kontrollen er “svær”, så må vi lave regler, der gør alt til camping. 

Det er ikke regulering. Det er en omklassificering, der skal flytte kunder fra havne og bynære områder ind bag campingpladsernes bom. Problemet er bare, at juraen allerede har afgjort, at DI og HORESTA’s fortælling ikke holder.

Planklagenævnet traf 12. august 2021 en afgørelse i den centrale sag, som hele debatten burde være forpligtet af: Autocamperpladsen ved Assens Marina er ikke en campingplads. 

Uautoriseret camping

Kommunens afgørelse om, at pladsen ikke er omfattet af campingreglementet, blev stadfæstet. Nævnet slår fast, at pladsen har karakter af et parkeringsareal, hvor førere lovligt kan parkere eller stoppe for at hvile sig, og at ophold typisk er under 24 timer. 

Nævnet lægger vægt på netop den type “anti-camping”-skiltning, som DI og HORESTA nu håner som “umulig at kontrollere”: ingen tæpper på jorden, intet hegn, og markiser, borde og stole skal pakkes ned for natten. 

Og det mest ødelæggende for DI/HORESTA’s logik: Nævnet siger direkte, at det forhold, at marinaen tilbyder servicefaciliteter mod betaling, ikke ændrer vurderingen, fordi brug af faciliteterne ikke er en betingelse for at bruge pladsen. Det er parkering med mulighed for service, ikke udlejning af areal til campering.

Det er præcis derfor, DI og HORESTA nu råber “snylt” i medierne. For når virkeligheden er, at havne kan drive et attraktivt tilbud inden for parkeringslogikken, og uden at udleje areal til dag- og natophold, så brister fortællingen om, at der foregår “uautoriseret camping”.

At raste eller campere?

Og lad os lige få den anden grundpille på plads: forskellen mellem at raste og at campere er ikke noget, DI og HORESTA kan stemme om i et partsindlæg. Den sondring findes i officiel myndighedsformidling: At raste betyder, at man parkerer for at hvile sig, for eksempel hvis man sover, slapper af eller indtager mad med henblik på at kunne fortsætte sin kørsel forsvarligt. 

Først når man “indtager et område” med et andet formål end blot at raste, for eksempel længere tids ophold, slå lejr, opslå fortelte eller lave større indretninger på arealet, bevæger man sig over i campering, som skal ske på campingplads.

Det er i det lys, DI og HORESTA’s “solsejl og loftslem”-argument falder fra hinanden. Hvis Danmark ender med en model, hvor en tagluge, en markise eller en stol er nok til at gøre parkering til camping, så er vi ude i noget, der ikke kan administreres retligt uden vilkårlighed.

Og det er netop deres point: Når de siger, at kontrol er “umulig”, bruger de det som løftestang til at kræve en regelændring, der i praksis gør parkeringsturisme umulig.

Samtidig modsiger DI og HORESTA også Vejdirektoratets egen linje, som har været kendt i årevis: Autocampere sidestilles med personbiler, og loven forbyder ikke markise, støtteben, bord og stol, medmindre skiltning siger noget andet. Principielt kan man overnatte, hvor man kan parkere, og overnatning kan reguleres med tidsbegrænsning.

Monopolpolitik

Så når Nordjyske gengiver, at havnene “tilbyder camping uden at leve op til campinglovens krav”, og når Turistmonitor beskriver presset på ministeren, er det afgørende, at vi som turismeland ikke lader to store erhvervsorganisationer omskrive definitioner for at flytte marked. For konsekvensen er ikke “fair konkurrence”. 

Konsekvensen er, at kommuner og havne bliver klemt ind i campingreglementets plan- og kystzonefælder, udlejningstilladelser, tilsyn og krav, som de hverken er sat i verden for eller kan bære. 

Resultatet bliver forudsigeligt: færre pladser, mere konfliktniveau, mere ulovlig overnatning i praksis og mindre omsætning i de byer og havnemiljøer, der i dag får liv af de rullende gæster.

Hvis campingreglementet er for tungt for campingpladserne, så modernisér det for campingpladserne. Men at løse én branches frustration ved at gøre en anden turismeform administrativt umulig er ikke reform. Det er monopolpolitik forklædt som “lige vilkår”.

Christiansborg behøver ikke gætte. Afgørelsen foreligger. Definitionerne foreligger. Praksis foreligger. Planklagenævnet har allerede sagt det, som burde slutte diskussionen: Parkering med autocamper på lystbådehavn er ikke camping, og betaling for faciliteter gør det ikke til camping, når der ikke udlejes areal til dag- og natophold.

Det eneste, der mangler nu, er politisk rygrad til at sige det højt før højsæsonen og til at afvise et partsindlæg, der reelt beder om lov til at lukke konkurrenten ved at omdøbe ham.