Dit kæledyr koger i varmen: 6 tips der køler det ned - og en ting du skal være særligt opmærksom på
Varmen banker derudad, og det kan have fatale konsekvenser for husdyrene. Her er symptomerne på hedeslag, og 6 ting du skal gøre for at undgå, det går så galt
Opdateret kl. 13:36
Når varmen i dag risikerer at nå nye rekorder, er det ikke kun os, der kommer til at mærke det. Også vores firbenede venner bliver påvirket af varmen, og det kan være svært at være forberedt til det, når man ikke er vant til det.
Men det er vigtigt netop at være forberedt. For det kan have fatale konsekvenser, hvis dyrene ikke bliver håndteret korrekt, og i tide, i varmen.
Hunde og katte har ikke svedkirtler og har derfor svært ved at komme af med varmen. I stedet regulerer de deres kropstemperatur ved at afgive varme via tunge, luftveje og trædepuder. Og når de har det varmt, må det ikke bare behandles med iskoldt vand.
Uanset hvilket kæledyr du har, har vi her samlet en række råd fra forskellige eksperter og dyreklinikker til, hvordan du bedst sørger for, at de kommer sikkert gennem dagen, inden normale tilstande igen indtræder i morgen.
1. Lav et badebassin
Lav mulighed for, at din hund kan soppe rundt i et badebassin eller et kar. Vandet skal være mellem 15-20 grader, for at det nedkøler korrekt uden at sætte kroppen på overarbejde.
2. Undgå aktiviteter midt på dagen
Selvom I er vant til at gå lange ture midt på dagen, så vent til i aften, når solen ikke længere står højt på himlen, med at tage hunden med ud på en gåtur.
Hunde og katte med flad snude er i forvejen udfordret på deres vejrtrækning. Når kropstemperaturen stiger på en varm sommerdag, og/eller ved fysisk aktivitet, kan deres luftveje kompromitteres yderligere, da vævet i svælget kan hæve ligesom vores fødder og fingre kan, skriver Hjørnegårdens Dyreklinik på sin hjemmeside.
Du kan tage dem med i bølgen om dagen, men vær opmærksom på, at sandet kan blive brandende varmt og kan gøre ondt på trædepuderne.
3. Husk solcremen
Det er måske ikke det første, du tænker på, men når du smører dig med sin sædvanlige solcreme, så giv din hund en tur også. Især nogle hunde har brug for solcreme på ørene, næse og maven, hvor der kan være ekstratynd, eller ingen, pels.
Heste med hvide muler kan også blive solbrændt og kan med fordel smøres med solcreme.
4. Skygge
Uanset hvilket dyr, du har, skal du tænke i halvtag og parasoller.
- Kaniner, marsvin og andre dyr på begrænset plads kan netop få problemer om sommeren, da de ikke altid har mulighed for at søge skygge. Det gælder også tamfugle såsom undulater. Undulater viser, at de har det varmt, ved at sidde med åbent næb og holde vingerne ud fra kroppen. Hvis man skal køle sin fugl, kan en vanforstøver være en god løsning. Den kan bruges til fjer, ben og fødder på fuglen, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelses, på organisationens hjemmeside.
Dyrene må aldrig efterlades direkte i solen, og man skal være opmærksom på, at solen rykker sig, og derved også skyggen.
Er dyret indenfor, skal der sikres god ventilation.
5. Femsekundersreglen
Asfalten bliver på dage som i dag varm. Og det kan, ligesom sand, brænde i en hunds trædepote.
- I Dansk Kennel Klub plejer vi at have en femsekundersregel. Hvis du ikke fuldstændig komfortabelt kan have din hånd til at ligge på asfalten i fem sekunder, så er det for varmt for hunden at gå der, har adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen, tidligere udtalt til TV 2. Det samme gælder også for fliser.
I stedet opfordrede hun til, at man skal lade sin hund gå på græs.
6. Nedkøling - uden isvand!
Ens kæledyr skal selvfølgelig have adgang til vand.
Men vandet til hunde må ikke være iskoldt, skriver flere dyreklinikker. Iskoldt vand kan nemlig få systemet til at gå i choktilstand. Det skal derfor bare være "kølende" og omkring 15 grader.
Derudover kan man med fordel give dem et kølende bad, køletæppe i skyggen og en kølevest til gåtur.
Tegn på hedeslag
Dyreklinikker oplever hvert år, at især hunde får hedeslag. Der er flere forskellige symptomer, du skal være opmærksom på.
Både katte og hunde, der er ramt af hedeslag, vil gispe efter vejret og have hurtig vejrtrækning. Hunden vælter om på siden og virker fjern i blikket. Derudover er det ikke unormalt, at dyret har røde slimhinder og en høj puls.
Efterhånden som hedeslaget tager til, kan dyret blive uroligt og forvirret, måske svimmel, slingre eller have besvær med at rejse sig. Til sidst kan det ende ud i krampeanfald og bevidstløshed.
Hvad skal du gøre
Oplever du nævnte symptomer, skal du hurtigst muligt bringe din hund eller kat i skyggen. Derefter skal nedkøle dyret ved gennemvædede håndlæder på hovedet og andre steder, hvor huden er tynd: Lysken og armhulerne under forbenene. Vandet skal været tempereret på 15-20 grader.
Det er vigtigt, at vandet ikke er for koldt, for så forhindres kroppen i at komme af med varmen, fordi blodkarrene i huden trækker sig sammen.
Ser du ikke bedring i løbet af få minutter, skal du straks kontakte en dyrlæge. Dyrlægen har mulighed for at give hunden væske direkte i blodet, og på den måde få væskebalancen i orden samt medvirke til yderligere nedkøling og regulering af kropstemperaturen. Hedeslag er livstruende, og der skal handles hurtigt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.