Jeg har gennem mit liv som et menneske med cerebral parese oplevet, hvordan mine spastiske bevægelser har været latterliggjort fra tid til anden tilbage i tiden. I en lang periode – faktisk over næsten tre årtier fra midt i 1980’erne – syntes jeg, at denne adfærd stort set var forsvundet. Der var sket en modning og en dannelse samt en almen forståelse af, at forskellighed ikke var noget, du gjorde nar af, hvad der angår mennesker med handicap men noget, som du mødte med respekt – specielt i offentligheden.

Men i seneste ti år - specielt efter 2020 – er noget ændret. Tonen og grænserne for, hvad man kan tillade sig at sige og gøre – også fra myndighedernes side – er blevet rykket. Jeg oplever igen – ikke ofte – at jeg kan blive latterliggjort pga. mine ufrivillige bevægelser, når jeg møder folk i det offentlige rum rundt i landet. Ikke nødvendigvis af ond vilje – tror jeg på – men af en tiltagende tendens på, at der mangler pli hos nogle, sådan som jeg oplever det. Det er netop her et etisk problem kan få lov til at sprede sig, hvis vi som samfund ikke passer på.

For hvad er et samfund værd, hvis mennesker mister evnen til at tage hensyn til hinanden og verdenen som helhed?

I podcasten "Det vi taler om" grinte værten Ditte Okman af mand med handicap. Hun har siden undskyldt. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ditte Okmans grin

De seneste dages debat om radiojournalisten Ditte Okman og hendes adfærd bl.a. overfor mennesker med CP illustrerer efter min mening denne problematik meget godt, hvor hun i en podcast griner af et menneske med handicap.

Perspektivet er her ikke blot et spørgsmål om ytringsfrihed eller enkeltsager, men det peger også på noget dybere i samfundet. Det kan i værste fald være en svækkelse af den almenmenneskelige forståelse for hinanden, som kan medføre, at mennesker meget let blive reduceret fx til deres handicap, som derved bliver til noget komisk eller afvigende, og dermed mister vi blikket for det fælles almenmenneskelige.

Det er netop dette fælles almenmenneskelige, som altid bør være fundamentet for vores samfund. Et samfund for alle skal ikke blot være en politisk floskel – nej, det skal være en etisk fordring, dvs. at vi alle skal tage hånd om hinandens liv.

Hvis ikke vi insisterer på at se mennesket før fx en diagnose, så risikerer vi at bevæge os ind på et skråplan, hvor værdien af et menneske bliver vurderet udelukkende ud fra en mangel på evt. funktionsevner eller en økonomisk nytteværdi.

Et samfund uden pli mister retningen

Når mennesker med CP – og andre med handicap – oplever at blive reduceret til udgiftsposter i den politiske debat eller blive gjort til grin i den offentlige samtale, er det ikke et individuelt problem. Det er et udtryk for en samfundsmæssig forskydning, hvor etik og moral gradvist træder i baggrunden for personlig vinding, effektivitet og underholdning med hurtige pointer.

Men etik handler netop om det modsatte. Om at standse op. Om at se den anden. Om at forstå, at vores handlinger – og vores ord – har konsekvenser.

Pli er måske et gammeldags ord, men ordet dækker over noget fundamentalt. Det er evnen til, at vi kan omgå andre mennesker med respekt, hensyn og værdighed.

Uden pli forsvinder de sociale bånd, der holder os sammen. Uden etik mister vi retningen, og uden moral mister vi grundlaget for at træffe de rigtige valg.

Hvis vi ønsker et samfund, hvor alle kan være med, kræver det mere end politiske strategier og flotte formuleringer bl.a. overfor mennesker med handicap. Det kræver også en genopdagelse af de værdier, som vi måske har taget for givet.

Spørgsmålet er, om vi er ved at glemme, hvad det vil sige at være mennesker – sammen.