DMI advarer: Risiko for vindstød af stormstyrke
Mange nordjyder har en blæsende nat i vente
NORDJYLLAND: Natten til lørdag kan blive en blæsende omgang, lyder det fra DMI.
Herfra er der udsendt varsel om, at der er risiko for vindstød af stormstyrke flere steder i Nordjylland.
Det gælder Thisted, Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev kommuner fra klokken 23 fredag aften og frem til lørdag klokken 5.
- Der er risiko for stormende kuling med 20-22 meter i sekundet fra sydvest og for vindstød af stormstyrke, 25-28 meter i sekundet, oplyser DMI.
Blæsevejret skyldes et lavtryk, der tager turen fra den vestlige del af Nordsøen mod nordøst, så det passerer lige nord om Danmark.