DMI advarer: Tørken kan blive alvorlig
DMI advarer om, at tørken kan blive lige så alvorlig som i 2018, hvor Nordjylland kæmpede med naturbrande

Et stort område i Lille Vildmose var knastørt og blev flammernes bytte i 2018, ligesom der var brand flere andre steder i landdelen. Nu kan der blive lige så tørt - med risiko for brande - i år. Arkivfoto: Jan Pedersen
NORDJYLLAND:Mange danskere husker sikkert sommeren 2018 som lang, varm og tør. Mange nordjyder husker den sikkert også for de mange mark- og naturbrande, der hærgede landsdelen.
Nu forudser DMI - Danmarks Meterologiske Institut - i en nyhed på deres hjemmeside, at vi måske kan være på vej mod en lignende sommer.
Allerede nu er tørkeindekset således meget højere end det plejer.
- Tørkeudviklingen i år minder meget om begyndelsen på tørken i 2018. Her lå tørkeindekset på mindst 9 i hovedparten af juni, og i juli ramte indekset loftet i lange perioder med værdier helt oppe på 9,9 eller 10, der er den maksimale værdi for tørkeindeks, siger Mikael Scharling, som er klimatolog ved DMI, til instituttets hjemmeside.

Sjælland, Fyn, Lolland-Falster, Bornholm og resten af de danske øer har nu ’Høj risiko for tørke’. Det samme tørkeniveau ses ved Jyllands nord- og østvendte kystområder, mens resten primært har ’Forøget risiko for tørke’, skriver DMI. DMI
- Lige nu peger sommerprognosen på, at vi ikke får megen regn, og oven på de nuværende forhold kan tørken derfor blive alvorlig denne sommer. Prognoser, der rækker så langt frem i tiden, er dog behæftet med en relativ stor usikkerhed, så det kan gå den anden vej – for en gang skyld må prognosen gerne tage fejl, siger han.
I 2018 blev tørken opbygget i løbet af maj, varede indtil sensommeren og førte flere steder til, at man frygtede at løbe tør for vand. Flere kommuner indførte derfor restriktioner for vandforbruget.
Du kan se flere billeder her:
Naturen tørster allerede
I år har maj givet blot 14,1 millimeter nedbør på landsplan, hvilket er 70 procent mindre nedbør end normalt i maj – og der er heller ikke udsigt til regn i den kommende tid.
Det betyder, at tørkeindekset på landsplan i gennemsnit ligger på 9 og bevæger sig hastigt mod 10, som er maksimumværdien for indekset.
Sammenlignet med det gennemsnitlige tørkeindeks for perioden 2005-2022 ligger tørkeindekset i dag tre klasser højere.
Og for dem, der længes efter masser af vand fra oven, er der ikke meget hjælp at hente i DMI's prognoser.
- Det tørre vejr skyldes et højtryk, der gennem længere tid har ruget over De Britiske Øer med en lille udløber i form af en højtryksryg over mod Danmark. Og højtrykket bliver i store træk liggende, skriver DMI.
Ifølge DMI's prognoser skal vi helt hen til august, før højtrykket muligvis svækkes, men instituttet understreger dog, at prognoser så langt ud i fremtiden er usikre.
Som helhed ser sommeren dog ud at blive varmere, tørrere og mere solrig end normalt - dog med mulighed for perioder med lokale regn- eller tordenbyger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.