Vejret

DMI "lægger svesken på disken": Sådan bliver julevejret

For at der skal være tale om hvid jul, skal mindst 90% af landet være dækket af mindst 0,5 centimeter sne juleaftensdag om eftermiddagen

Arkivfoto: Lars Pauli

"Svesken på disken - det sker absolut ikke for Danmark i år."

Sådan skriver meteorolog Jens Lindskjold tidligt lørdag morgen på DMI's hjemmeside. Og skulle man være i tvivl, er det naturligvis chancen for hvid jul, som DMI er i fuld gang med at afskrive.

For at der skal være tale om hvid jul, skal mindst 90% af landet være dækket af mindst 0,5 centimeter sne juleaftensdag om eftermiddagen, men i morgen ved middagstid, forventer DMI mellem fem og ti graders varme i hele landet - og dermed ingen sne.

Håbet om at se et par snefnug inden juleaften er dog ikke helt forsvundet. Natten til søndag vil en front, der bringer regn med sig, passere landet, og lokalt kan det starte som tøsne, skriver DMI. Der er til gengæld ikke noget håb om, at det bliver liggende til juleaften.

Er du til gengæld så heldig, at du skal fejre juleaften på enten Færøerne eller Grønland, er situationen en helt anden. Både juleaften og julenat rammes Færøerne af heftige snebyger, og på Grønland meldes der om et flot og roligt julevejr med sne.

Gå til relaterede emner

Forsiden