Ældrepleje

Dokumentar fra plejehjem: Har vi fortrængt, at ældre stadig er mennesker?

Viste tv-klip op til TV 2-udsendelsen fra to plejehjem viser, at der er et afgørende problem: Nemlig menneskesynet.

Foto: Lars Pauli

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:48

I aften sker det så. Efter flere ugers forsinkelse kan TV 2 bringe dokumentar-udsendelsen ”Plejehjemmene bag facaden”. Det sker efter et længere tovtrækkeri mellem tv-stationen og Aarhus Kommune, som i første omgang fik nedlagt fogedforbud mod offentliggørelsen, da udsendelsen blandt andet er blevet til via optagelser med skjult kamera.

Efter massiv omtale af sagen og med et argument om, at de skjulte optagelser netop har været nødvendige for at vise de reelle vilkår for ældre på de respektive plejehjem, har Aarhus Kommune indvilliget i at lade forbuddet falde. Og dermed kan der blændes op for livet for et par af beboerne på henholdsvis plejecentret ”Kongsgården” i Aarhus og ”Huset Nyvang” i Randers.

De allerede offentliggjorte klip fra udsendelsen tyder desværre på, at forfærdelsen og kritikken over behandlingen af Else i Aarhus og Niels Chr. i Randers ikke er overdrevet.

Blandt andet oplever vi Else hængende i en lift i forbindelse med at skulle af med afføring. Trods flere nødråb til plejepersonalet med beskeden, at det gør ondt, er der ingen kære mor. I et andet klip står personalet bøjet over Else og taler højt om, hvor meget hendes fod lugter.

I Randers ses Niels Chr. på sit værelse, hvor han fortæller en plejer, at han er kommet til at lave i bukserne. Det aftvinger blot et hastigt kig i bleen, og så køres der ellers videre med servering af frokost. Først om aftenen skiftes bleen med hjælp fra en plejer, der undrer sig over, hvor længe han har gået med den.

Det nemmeste er naturligvis at pege på økonomi og manglende ressourcer og tid til at nå hele vejen rundt som årsag til, at det går så galt. Men den holder ikke. Rammerne for behandling af vores ældre opstår ikke af sig selv, men derimod af det, det egentlig handler om: vores menneskesyn.

Vi kan begynde med politikerne på Christiansborg, som sætter rammen for ældreplejen, for så at gå videre til kommunerne, der effektuerer den, og så spørge: Hvordan synes I, det går, og hvad vil I gøre. Er etikken på plads? Samme spørgsmål kan vi stille til ledere og plejepersonale, der skal lave daglige tjek på sig selv og hinanden i forhold til: Hvordan taler vi til hinanden og de ældre, og er plejen forsvarlig? Og siger vi fra, hvis svaret er nej? Og så kan vi se os selv i øjnene og overveje, om vi selv besøger vores ældre nok, og er vi rede til at betale prisen for ordentlig ældrepleje over skatten?

Overordnet skal vi overveje, om der er sket et skred i forhold til oplevelsen af, hvad et menneske er og har krav på. Er vi blevet så fikseret på, at mennesker er ressourcer, der skal præstere for at have værdi, at vi opfatter de ældre som en belastning, et besvær, som blot skal opbevares, indtil de er væk?

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden