Smittefare

Drop nytårsfesten råder professor: Sådan fejrer nordjyderne nytår i et coronaår

- Vi risikerer, at folk kommer til at dø - ikke af corona, men fordi der ikke er plads til dem på sygehusene, lyder det fra professoren

Pas nu på, ellers går det helt galt, advarer professor, overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau/Scanpix
Pas nu på, ellers går det helt galt, advarer professor, overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen. Foto: Henning Bagger/Ritzau/Scanpix Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:54

Nordjyderne er for flertallets vedkommende indstillet på, at nytårsaften bliver en stille en af slagsen. Uden store fester, uden krammere til vildtfremmede mennesker på gaden, og uden de besøg hos naboerne, som man traditionelt snupper en drink hos nytårsaften.

Panel Nordjylland har spurgt nordjyderne om, hvor mange de skal være sammen med nytårsaften, og langt de fleste holder sig under fem personer, rigtigt mange holder sig til maksimalt 10 personer, og kun et meget lille mindretal - især blandt de yngre nordjyder - regner med at skulle være flere sammen.

Grafik:
Grafik: Jette Klokkerholm

Der er god grund til at tage anbefalingerne dødsens alvorligt:

Henrik Nielsen, professor og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital advarer om, at hvis vi ikke alle sammen tager restriktioner og anbefalinger dødsensalvorligt, kan vi se ind i et 2021 der begynder med total nedlukning.

Selv skal han holde en helt stille og rolig nytårsaften derhjemme - og han anbefaler på det kraftigste, at vi alle gør det samme:

- Vi er to derhjemme, og vi bliver kun os. Vi skal se tv, spise god mad og hygge os. Måske, hvis vejret er til det, vil vi hilse på naboerne udenfor, siger han. På afstand.

Der bliver ikke noget med at kramme andre end dem, vi bor sammen med, og ikke noget med at gå på besøg, som mange ellers har tradition for nytårsaften.

- Vi må finde nogle andre måder at fejre nytår på, ligesom vi netop har gjort det med julen. Virus kender desværre ikke forskel på, om det er nytårsaften eller en almindelig torsdag aften. Så vi skal ikke begive os ud i nogle situationer, hvor smitterisikoen stiger.

- Desværre hører og ser vi jo flere steder at folk nedtoner risikoen. Er det nu så slemt? Og hvis man ikke selv har set det på nært hold kan det godt være uvirkeligt, at det rent faktisk er meget slemt.

Henrik Nielsen er professor og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital. Foto: Torben Hansen

- Problemet er ikke risikoen for den enkelte nordjyde, der får covid-19. Problemet er, at hvis mange bliver syge på én gang, så har vi simpelthen ikke plads på hospitalerne. Der er desværre ikke et køsystem, når det handler om virus. Hvis vi får 100 patienter ind på en eller to dage, er der simpelthen ikke plads til flere.

Og hvis alle senge er optaget, risikerer vi, at folk dør af andre ting, understreger Henrik Nielsen med stor alvor.

- Alle må tilsidesætte deres egne behov for fællesskabet for at sikre, at sygehusvæsenet ikke bryder ned. Det er det, vi frygter kan ske, hvis ikke vi får stoppet smittekurvens himmelflugt.

Hvis ikke vi gør det, risikerer vi at der bliver lukket helt ned efter nytår. At skoler, daginstitutioner og uddannelser skal holde lukket, at der bliver udgangsforbud mellem 20 om aftenen og 06 om morgenen, at offentlig transport lukkes ned, advarer professoren.

- Så lige denne nytårsaften må vi klare os med noget andet, end vi er vant til. Vi er alle sammen nødt til at opføre os virussikkert og holde os fra situationer, hvor tingene risikerer at løbe af sporet.

- Men selvfølgelig må vi kramme og elske dem, vi bor sammen med til daglig, og hoppe ned fra sofaen sammen og synge med på Vær velkommen Herrens år ved midnat.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden