Dygtige Phlake kunne godt spille mere op
Opdateret kl. 19:52
KONCERT
Phlake
Hvor fans af andre solister og orkestre har det med at samle sig helt oppe foran scenen i god tid før en koncert (for at få en ordentlig plads), er der ikke ligefrem tummel forud for Phlake. Men det bliver der. Lidt. Men ikke helt så meget, som forsangeren Mads Bo Iversen og sangskriveren (og tangentspilleren) Jonatan Elkær og resten af Phlake uden tvivl godt kunne have skabt. Først og fremmest ved at spille væsentligt mere op til publikum.
Forklaring følger.
Den danske r'n'b-gruppe Phlake - en slags musikalsk halvfætter til Scarlet Pleasure og Julias Moon - har eksisteret siden 2010 - men virker mest som en flok yderst dygtige studiemusikere, der mangler at få ordentlig greb om kunsten at få publikum helt op at køre.
Mellem to numre bliver der for eksempel pludselig lagt op til en sært halvhjertet hyldest til tidens mest omtalte cykelrytter - og derfra trimler Phlake så videre til næste nøje indstuderede nummer.
Ikke alle numre på Phlakes repertoire levner plads til netop publikum - i nogle stræk virker det næsten, som om musikerne mest spiller for sig selv - og selv om det er dybt uretfærdigt, er det tankevækkende, hvor meget Carpark North tidligere på dagen virkelig når at få skovlen under publikum med et ene åh-åh-syng-med-kor efter det andet.
Måske mangler også (i modsætning til Carpark North og deres aldeles uforlignelige "Transparant and Glasslike") mindst et enkeltnummer, der virkelig brænder igennem og gør en forskel.
Phlake er mest hygge-r'n'b og reggae, dygtigt skruet sammen, men ikke alle steder lige uforglemmeligt. Men fornøjelig - og også velfungerende live - er den pudsige og søde gimmick med at lade Mads Bo Iversen optræde som skiftevis selv om den feminine Mercedes the Virus i den ret kække "Baby Steps".
Phlake på Grøn i Aalborg (Trekanten i Hvorup ved Nørresundby) søndag eftermiddag.
DEM SPILLEDE PHLAKE
Waited All Summer. Slip Away. Vendetta. Ikea Episodes. Tag det roligt. 10 Feet. Baby Steps. Pregnant. Two Minutes. Costa Rica. The Rascal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.