Ejendomsmarked

Derfor vil universitet sælge bygning

Du skal særligt være opmærksom på en ting, hvis du har planer om at investere i tidligere universitetsbygning

Universitet sætter bygning til salg.
Universitet sætter bygning til salg. Skråfoto

Opdateret kl. 21:36

Står du og mangler plads til at drive en undervisnings- eller forskningsvirksomhed fra? Så har statens ejendomsselskab Freja et tilbud til dig.

Det Sundhedsfaglige Fakultet ved Aalborg Universitet er nemlig flyttet ud i sine nye bygninger i Hospitalsbyen i tilknytning til Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU), så de gamle er kommet til at stå tomme, og det er ikke dem alle sammen, universitetet selv har kunnet finde ny anvendelse til.

Derfor er de knap 3900 kvadratmeter brugbart areal på adressen Frederik Bajers Vej 7E nu sendt på markedet og kan blive dine, hvis du har penge nok. 

Udbudsprisen er 30,6 millioner kroner.

For det beløb får du en placering på campus i øvrigt forholdsvis tæt på NAU og indkøbsmulighed, og der bliver tinglyst retten til parkering og færdsel på campusområdet, der ellers er lukket for almindelig færdsel med biler.

Sælges som beset

Bygningen er opført i 1990 og er ifølge Freja Ejendomme "velholdt", men trænger til en modernisering. Til gengæld er den i prospektet beskrevet med muligheden for "i udpræget grad mulighed for selv at præge ejendommens fremtidige indretning".

Det skyldes dels, at mange af de indvendige vægge er lette vægge, der kan flyttes eller fjernes efter behov, og at man eventuelt kan opdele den i flere mindre enheder. Der er fire trappetårne i bygningen i forbindelse med hver deres mellemgang, så hver etage kan opdeles i fire selvstændige enheder uden de store problemer.

Lokalplanerne for området betyder, at ejendommen kan anvendes til undervisning, forskning og lignende, og som det gælder for handel med statens ejendomsselskab, så er den købt som beset inklusive det eksisterende plangrundlag. 

Så hvis du går i andre tanker end "undervisning, forskning og lignende", så hænger du på risikoen for, at de tanker skal have en ny lokalplan at arbejde i.

Fakultet med vokseværk

Pressetjenesten ved Aalborg Universitet oplyser, at Det Sundhedsfaglige Fakultet også har holdt til i ejendommen, Frederik Bajers Vej 3B, så flytningen til Hospitalsbyen samler hele fakultetet under ét tag. 

Fakultetet blev dannet i 2010, da man etablerede lægeuddannelsen i Aalborg, hvor der på det første hold blev optaget 57 studerende. Det tal er vokset en del siden, idet universitetet i sommeren 2024 optog 195 studerende på medicin ud af 1926 ansøgere.

Udover uddannelsen til mediciner uddanner fakultetet også kandidater i medicin med industriel specialisering samt kandidater i sundhedsteknologi.

Handelsskole sælger bygninger

Det er ikke kun universitetet, der siger farvel til bygninger i disse dag.

Aalborg Handelsskole sælger deres bygninger på Langagervej, efter de har været på lokationen i 50 år.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- Salget af Langagervej er en strategisk beslutning, der giver os mulighed for at tænke nyt og styrke vores uddannelsestilbud. Vi ønsker at skabe endnu stærkere ungemiljøer, hvor teori og praksis mødes i innovative rammer, fortæller Rikke Christoffersen, der er direktør for Aalborg Handelsskole.

Skolen vil fortsat have enkelte aktiviteter på Langagervej frem til august 2026.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden