Politiarbejde

Efter tredobling af klager over høj musik: Politi opfordrer igen til at vise hensyn

Politiet vil i denne weekend holde øje med både høj musik og nattelivet, der nu må holde længere åbent

Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND: Weekenden står for døren, og det får denne gang Nordjyllands Politi til at komme ud med en klar opfordring til dem, der skal bruge fridagene på at feste:

Hvis hensyn, når du holder fest - og overhold de nye regler i nattelivet.

Især høj musik, der generer naboerne, har været et problem i sommerperioden.

I løbet af sommermånederne juni, juli og august er der i Nordjyllands Politikreds registreret over 900 tilfælde af ”musik til ulempe” – mod kun 300 tilfælde i samme periode året før.

- Husk at vise hensyn til naboer og omgivelser, når du holder fest. Hvis du holder festen hjemme, så hold vinduer og døre lukket, også selvom det er varmt. Bliver det vejr til udendørs festligheder, og skal du og mødes med vennerne – så overvej at lade soundboxen blive hjemme, lyder opfordringen fra politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

Politidirektøren fortæller, at Nordjyllands Politis beredskab har haft særlig travlt med at rykke ud til de mange anmeldelser om musik til ulempe.

- Dem tager vi selvfølgelig alvorligt. Vores erfaringer har dog været, at når vi har henvendt os et sted, hvor der har været spillet høj musik, så har de pågældende været imødekomne over for anvisningerne fra vores patruljer og har dæmpet sig, siger hun.

Kun ganske få gange det været nødvendigt for politiet at tage musikanlæg eller lignende med for at dæmpe støjen.

- Men det kan selvfølgelig blive nødvendigt at gøre det i videre omfang, hvis der skulle være nogen, som ikke kan finde ud af skrue ned,” siger politidirektøren.

Længere åbent i nattelivet

I den kommende weekend er det også første gang, at restaurationer og værtshuse nu har lov at holde åbent til klokken 02 - dog under forudsætning af at de ikke lukker nye gæster ind efter kl. 23.00.

Og politiet vil stadig være synlige i nattelivet, blandt andet for at holde øje med, at de nye regler overholdes, lyder det fra politidirektøren

- Vores patruljer vil være synlige i nattelivet for at sikre ro og orden. Og hører vi om steder, hvor de nye regler ikke efterleves, så vil vore patruljer opsøge det pågældende sted og undersøge det nærmere, siger Anne Marie Roum Svendsen, der tilføjer, at politiets udgangspunkt er dialog med restauratører og gæster i nattelivet.

- Det handler om at blive ved med at huske på, at coronaen stadig er iblandt os, og ved især at holde afstand og undgå store forsamlinger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden