Erhverv

Populært pizzeria opsiger sit lejemål i turistet badeby

To gode sommersæsoner betyder nu, at Slice of Life må flytte fra sin nuværende adresse i Løkken

Nanna Sølvkær Schütz beroliger sine mange kunder: Bare rolig - vi bliver. Vi lukker ikke. Tværtimod vi skal have større lokaler, siger hun, uden at hun endnu vil afsløre hvor.
Nanna Sølvkær Schütz beroliger sine mange kunder: Bare rolig - vi bliver. Vi lukker ikke. Tværtimod vi skal have større lokaler, siger hun, uden at hun endnu vil afsløre hvor. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 11:27

Hun åbnede sit specielle pizzeria i pinsen 2023 - "Slice of Life" - som udelukkende laver take-away-pizzaer af høj kvalitet. Og det blev nærmest fra starten særdeles populært - så populært, at der i sommermånederne ofte sås lange køer helt ud af butikken.

Men i et opslag på Facebook skriver Nanna Sølvkær Schütz på sit pizzerias side, at hun nu må forlade adressen på Sdr. Strandvej 3D. 

"I har givet os en forrygende start her midt på Sdr. Strandvej. Og selvom det kun er to sæsoner, vi har huseret her, er det med en vis portion vemod, at jeg har opsagt vores lejemål," skriver pizzeria-ejeren i opslaget på Facebook.

Før hun startede pizzeriaet i Løkken op, havde hun et job som it-konsulent i Aarhus. Men drømmen om at have sit eget, kendskab til Løkken via forældrene sommerhus i byen og det, at hun selv stammer fra Hjørring, førte til åbningen af Slice of Life i pinsen 2023.

Hvis pizzeriaets mange kunder frygter, at Nanna Sølvkær Schütz er i gang med at afvikle sit pizzeria, så er hun klar til at berolige kunderne.

-  Bare rolig - vi lukker ikke, kommer det klart og prompte fra Nanna Sølvkær Schütz, da Nordjyske spørger ind til, hvad der skal ske.

I opslaget på Facebook antyder hun da også, at der er tale om alt andet end en lukning. Her skriver hun nemlig:

"pladsen er blevet os for trang i vores forsøg på at mætte jeres pizzasult. Slice of Life's vinger skal bredes ud."

Med otte ansatte og kun plads til fire i køkkenet er en ny lokalitet med større lokaler da også en indlysende retning at gå.

Nanna Sølvkær Schütz vil dog endnu ikke afsløre, hvor hun flytter hen. Direkte adspurgt siger hun, at "det kan jeg ikke afsløre på nuværende tidspunkt."

- Det er lidt med blandede følelser, at vi må sige farvel til Sdr. Strandvej, fordi det er en vidunderlig lokation, hvor jeg elsker at være. Og vi har fået en fantastisk opbakning fra kunderne, lige fra vi startede op sidste år. Men det er bare for småt. Vi går og rykker rundt på alting hele tiden for at få plads til at være her. Så vi har fundet en ny lokalitet, siger pizzeria-ejeren, der er stolt af det hun og personalet har opnået de to første sommersæsoner i Løkken.

- Det er kun gået fremad, og vi har løbende fået nye kunder,  konstaterer Nanna Sølvkær Schütz.

Læs et portræt af den kvindelige iværksætter her:

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden