Ekspert efter omikron-tilfælde i Nordjylland: Særligt ét spørgsmål er afgørende for smitteudviklingen

Smittetilfældet af den nye coronavariant ved en koncert i Aalborg lørdag vil efter al sandsynlighed udløse flere smittede. Spørgsmålet er hvor mange - og det afhænger især af én ting, forklarer ekspert

Henrik Nielsen er professor i infektionsmedicin og overlæge ved Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Torben Hansen

Henrik Nielsen er professor i infektionsmedicin og overlæge ved Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Der var tale om den nye coronavariant omikron i forbindelse med smittetilfældet ved DJ Martin Jensens koncert i Aalborg Kongres & Kulturcenter lørdag. Det bekræftede Styrelsen for Patientsikkerhed over for DR tidligere onsdag.

Og det kan i værste fald betyde et større smitteudbrud, forklarer Henrik Nielsen, der er professor i infektionsmedicin og overlæge ved Aalborg Universitetshospital.

- Når næsten 2000 mennesker er tæt samlet og råber, skriger og synger uden mundbind, er det meget svært at forestille sig, at der ikke sker smitte, siger han.

AKKC har opfordret alle, der deltog i arrangementet, til at lade sig teste. Men det er uhyre svært at forudse, hvor mange af koncertdeltagerne der render ind i en positiv test, forklarer han.

- Aalborg-hallen er et stort rum, og det er jo ikke sådan, at vedkommende har hilst på alle deltagere. Derfor kan det også vise sig, at det slet ikke er så slemt, som man frygter.

- Men det er forventeligt, at der i løbet af ugen vil komme smittetilfælde som følge af koncerten. Og det kan også være, at der kommer mange, siger Henrik Nielsen.

Er der tale om en superspreder?

Risikoen for et stort smitteudbrud afhænger af flere spørgsmål. For det første: Hvor smitsom er omikron-varianten? Og det er stadig for tidligt at fastslå, mener Henrik Nielsen - selvom meget tyder på, at den er mere smitsom end delta-varianten.

For det andet - og måske lige så vigtigt: Er den smittede person en del af de 10-20 procent, der forårsager mange nye coronatilfælde? Med andre ord: Er der tale om en superspreder?

- Der er noget mærkeligt over netop den her type SARS-virus: Hvis man kigger på alle med en positiv PCR-test, vil 10-20 procent af dem være årsag til 80 procent af de nye tilfælde, mens 80-90 procent af dem med en positiv test ikke vil bringe det videre i så stort et omfang. Man kan ikke forklare det, man kan bare konstatere det, siger Henrik Nielsen og fortsætter:

- Derfor er det også tilfældigheder, der afgør, hvor galt det går efter i lørdags. Spørgsmålet er, om den omikron-smittede er en superspreder. Hvis det er tilfældet - og hvis det er rigtigt, at varianten er så smitsom - risikerer vi rigtig mange smittede. Men hvis ikke, kan det være, at der vil være meget få. På den måde er der mange ubekendte.

- Spørgsmålet er, om den omikron-smittede er en superspreder. Hvis det er tilfældet - og hvis det er rigtigt, at varianten er så smitsom - risikerer vi rigtig mange smittede. Arkivfoto: Torben Hansen

- Spørgsmålet er, om den omikron-smittede er en superspreder. Hvis det er tilfældet - og hvis det er rigtigt, at varianten er så smitsom - risikerer vi rigtig mange smittede. Arkivfoto: Torben Hansen

Indledende inddæmning

Smittetilfældet i Aalborg Kongres & Kulturcenter udløser en større testaktivitet de kommende dage. I den forbindelse oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse, at der bliver indsat ekstra kapacitet på teststederne i Aalborg og omegn med hjælp fra Region Midtjylland, der sender podere nordpå.

Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, forklarer Henrik Nielsen. Lige nu ved man nemlig ikke nok om den nye variant.

- Vi kan ikke holde smitten helt ude, men vi kan forhale den, og det gør vi ved en indledende inddæmning, så vi kan købe noget tid, indtil vi har indhentet mere viden. Samtidig får vaccinefirmaerne mere tid til at ændre vaccinens indhold, hvis det bliver nødvendigt, siger han.

Kan det vise sig at være en fordel, at omikron bliver den dominerende variant?

- Ja, det kan godt være, at vi når til nytår - og kan se, at det var en svag virus, og at der ikke var noget at være nervøs for. Men det vil være at spille russisk roulette, for vi ved ikke, hvilken vej det går.

- Men om nogle uger er vi formentlig meget klogere på, om vi slipper med skrækken, eller om vi står over for en ny, dominerende variant, siger Henrik Nielsen.

I Danmark er der nu syv bekræftede smittetilfælde med omikron-varianten. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag. Over for DR har Styrelsen for Patientsikkerhed desuden oplyst, at der er registreret rejseaktivitet hos personen, der var smittet ved Martin Jensen-koncerten, og at man derfor har en formodning om, at smitten er sket i udlandet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.