Nordjysk virus-forsker: Tænk på dine medborgere
COVID-19 har efterhånden spredt sig i Danmark, men der er ingen grund til at gå i kollektiv corona-panik, forklarer forsker, der dog kommer med en klar opfordring
Opdateret 13. marts 2020 kl. 17:25
NORDJYLLAND: - Der sker meget, og udviklingen er hurtig. Vi skal ikke alle gå rundt og frygte COVID-19, men man skal bruge sin sunde fornuft og naturligvis søge læge, hvis man mærker reelle symptomer, forklarer virusforsker ved Aalborg Universitet Peter Kristensen.
Det gælder alle, tilføjer han, men understreger samtidig, at der er en særlig gruppe, der skal være ekstra opmærksom.
- Det er ingen hemmelighed, at man er mest udsat, hvis man i forvejen døjer med helbredet.
Ordene kommer fra Peter Kristensen, der er lektor og sektionsleder for Bioteknologi ved Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet og har forsket i området. Eksempelvis var han i begyndelsen af 00'erne en del af et stort EU-forskningsprojekt om virussen SARS, som på mange måder minder om den, der brød ud i Wuhan i Kina i december.
- Vi skal tænke på vores medborgere
Han mener ikke, der er grund til kollektiv corona-panik, men han har alligevel en klar opfordring:
- Vi skal tænke på vores medborgere. Især ældre og kronisk syge. Og det gøres bedst ved at følge vejledningerne og anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne, siger forskeren og tilføjer:
- Som det fremgår mange steder, ligger den største fare ved en overbelastning af sundhedssystemet.
Smittespredningen er stor, men dødeligheden er lav
Han erkender, at virussen har spredt sig hurtigere, end han havde forventet, men en af hans væsentligste pointer er, at langt de fleste, der bliver smittet med virussen, ikke vil opleve flere og værre symptomer end ved en normal influenza. Men, forklarer han:
- Der er som sagt grupper, for hvem en eventuel smitte vil have større konsekvenser end for andre grupper. Det skal man ikke underkende.
Peter Kristensen minder dog samtidig om, at dødeligheden er relativt lav - og det er vigtigt at huske på, når corona-snakken kører ud ad en tangent, mener han.
Vi kan se, at smittespredningen går stærkt, og virussen har kostet væsentligt flere menneskeliv end eksempelvis SARS. Så hvad mener du, når du siger, at der ikke er grund til bekymring?
- Dødeligheden i forbindelse med SARS var langt højere. Det er rigtigt, at antallet af døde ikke var lige så højt, men antallet af smittede var slet, slet ikke i nærheden af det, vi ser i dag. Dertil kommer et stort mørketal i antallet af corona-smittede, som jo ikke tæller med i statistikkerne.
Vi skal undgå overbelastning
COVID-19 – i sig selv – er altså ikke nær så farlig for enkeltpersoner, som man så det med eksempelvis SARS og ebola, forklarer Peter Kristensen. Den største fare ligger et andet sted.
- Udfordringen er, at vi ikke har immunitet i samfundet, fordi det er en ny virus. Derfor er der større risiko for, at flere får symptomer på samme tid, end det er tilfældet ved en normal influenza – og det er det, vi skal forsøge at nedbringe, så vi ikke overbelaster systemet, siger forskeren.
Ifølge de nyeste tal (middag 13. marts 2020) har virussen kostet 4.728 mennesker livet, og vi kommer også til at se dødsfald som følge af COVID-19 i Danmark, forklarer Peter Kristensen. Men, tilføjer han:
- Langt, langt størstedelen af de smittede overlever – endda med milde symptomer.
Det betyder dog ikke, at man bare skal ignorere situationen.
- Det er selvfølgelig altid bedst at være på sikre side – for alles skyld – og derfor skal vi naturligvis følge de officielle vejledninger og anbefalinger, siger han med henvisning til, at nogle grupper er mere udsatte end andre.
Ifølge de seneste tal (middag 13. marts 2020) har COVID-19 kostet 4.728 mennesker livet, og der har været cirka 128.392 smittetilfælde. 785 af dem i Danmark. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede onsdag den 11. marts udbruddet af coronavirus for en pandemi.
Hør Peter Kristensen fortælle mere om corona-virussen her: