Energi

Elprisen går amok i aften - men det bliver værre i morgen

I dag mellem klokken 17 og 18 peaker den variable elpris

Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 13:34

I lange perioder kan der være penge at hente, hvis man har en variabel elpris - og især, hvis man bruger strømmen på tidspunkter af dagen, hvor prisen er i bund.

Det er forskelligt, om man i sin husstand har valgt fast pris eller timepris, når det gælder strømprisen - men har man timeprisen - den variable - så skal man overveje, hvornår man  sætter kartoflerne til at koge.

I tirsdagens opgørelse over den variable elpris fremgår det hos Norlys, at den peaker i dag mellem klokken 17 og 18 med en kWh-pris på 450, 28 øre - altså godt 4,5 kroner i ren kWh-elpris.

Til sammenligning har døgnets laveste pris været på godt 87 øre.

De omtalte priser er gældende vest for Storebælt, men øst for Storebælt er priserne stort set de samme tirsdag.

Mellem klokken 17 og 18 tirsdag render elmåleren hurtigt rundt. Norlys

Som bekendt kan man ikke nøjes med at betale den rene elpris: Der skal også betales moms, afgifter og såkaldte transportudgifter til et netselskab - udgifter som typisk er højere mellem klokken 17 og 20 i vinterhalvåret.

Så måske skulle du bare tage en rugbrødsmad i aften - eller vente med koge kartoflerne til klokken 21 ...

Stille vejr

Nordjyske har været i kontakt Patrick Bengzon, senior power trader hos Norlys Energy Trading, som hører under Norlys. Han giver en del af forklaringen på, hvorfor prisen er så høj.

- Der har ikke været så meget blæst i hverken Tyskland eller Danmark. Derfor skal der bruges andre produktionsformer som gas og kul, der er lidt dyrere. Samtidig er det også lidt koldt i Danmark - og så stiger prisen jo også de tidspunkter, hvor der bliver brugt meget strøm, siger han.

Han har en nedslående melding, hvis man gik rundt i den vildfarelse, at nu kan det ikke blive værre: Senere i dag offentliggøres onsdagens priser, men Patrick Bengzon siger allerede nu:

- Det bliver endnu værre i morgen.

Frem til torsdag

Den samlede elpris per kilowatt-time vil flere steder i landet ryge over syv kroner tirsdag, hvilket skulle være den højeste år - i hvert fald i Vestdanmark.

Til Ritzau siger Jim Vilsson, der er cheføkonom hos Energinet:

- Frem til på torsdag omkring middagstid er forventningen, at der ikke er den store vind og sol. Det vil presse prisen opad, siger han.

Tirsdag over middag har Norlys offentliggjort priserne for onsdag for FlexEl - og her har kilowatt-prisen ganske rigtigt fået et nøk opad: Mellem klokken 17 og 18 onsdag er den landet på 5,22 kroner i ren el-pris.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden