En dyrekøbt tur for Arne

Efter valgløfter, snak og politiske forhandlinger i månedsvis lykkedes det i weekenden for regeringen at nå til enighed med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om rammerne for en tidlig pension til arbejdsmarkedets mest nedslidte personer.

Bryggeriarbejder Arne Juhl, der har været Socialdemokratiets ansigt på kampagnen, kunne på tv puste ud efter veloverstået dont med en konstatering om, at ”det har været noget af et mediestunt”.

Og rigtigt er det: Socialdemokraterne har kørt hårdt på for at komme kernevælgerne i møde og kan nu sætte flueben ud for det tunge valgløfte om at gøre noget for dem, der har været mange år i job, og som er mærket af indsatsen.

Overordnet kan man vel næppe være uenig i hensigten? Hvem mener ikke, at det er på sin plads at tage sig af mennesker, der er slidt ned? Nej, vel, så langt så godt.

Men som noteret før på denne plads kan man med rette stille spørgsmål til både resultatet af aftalen og ikke mindst prisen for den nye ret.

For det første er det ikke entydigt slået fast, at mange år på arbejdsmarkedet er lig med nedslidning - og i samme moment står det klart, at færre år i job ikke er en garanti for det modsatte. Altså: Den nye ordning indebærer faren for, at raske og rørige mennesker går fra på fællesskabets regning uden anden årsag, end de har arbejdet i mange år, mens reelt nedslidte mennesker skal slås med systemet for at slippe for et slid, de ikke længere kan holde til. Det er hverken rimeligt over for den enkelte eller samfundets fælles kasse.

For det andet trækker ordningen arbejdsduelige hænder ud af arbejdsmarkedet - tallene svinger generelt mellem 10.000 og 15.000 personer frem til 2025. Lavere arbejdsudbud er alt andet lige med til at gøre Danmark fattigere.

For det tredje er en del af regningen lagt over på finanssektoren, mens en del skal findes ved at spare/effektivisere landets jobcentre. Bankerne har meldt ud, at de kun kan sende deres del af regningen for ”Arnes pension” videre til kunderne, som så får færre penge til forbrug. Samtidig skal det stå sin prøve - ingen ved nemlig endnu, hvordan pengene skal findes - om jobcentrene kan undgå at levere en dårligere service, når pengene bliver færre, hvad der i værste fald også kan ramme beskæftigelsen negativt.

Alt i alt: Med ordningen er der tale om en rettighed uden dokumenteret behov, som kommer nogle få til gavn uden garanti for at hjælpe dem med størst behov - og med en regning til skade for forretningen Danmark. Det er uden tvivl en farlig vej, regeringen og støttepartierne bevæger sig ned ad for at give Arne en tur.