Coronavirus

Fra Wuhan til ingen fare på 14 dage

Restriktionerne er ophævet. Regeringen har truffet den rigtige beslutning. Men der er spørgsmål, der mangler at blive besvaret.

Torsdag den 19. november 2020 er en glædens dag for Nordjylland, ikke mindst for de syv kommuner, der igen kan åbne sig mod omverdenen efter 14 dage med indgribende restriktioner i indbyggernes bevægelsesfrihed. Allerede nu er kommunegrænserne åbne, og fra i morgen kan de små 300.000 medborgere igen gå på restaurant, café og værtshus, og fritids- og kulturlivet i kommunerne slår dørene op.

Regeringen roser nordjyderne for at have vist stor offervilje under nedlukningen. Deres daglige færden og sociale kontakter har været holdt til et minimum, og et stort antal har ladet sig teste. Regeringen viser på den måde sin påskønnelse for den store indsats, der er gjort i de syv kommuner.

Jeg synes på samme måde, der skal lyde en ros til borgmestrene, der samvittighedsfuldt har gennemført regeringens restriktioner og massive testindsats, men sideløbende stillet kritiske spørgsmål til regeringens begrundelse for at indføre restriktionerne og for at have opretholdt dem, selv om der undervejs er kommet nye oplysninger frem, der har bragt rimeligheden af restriktionerne til debat.

Det er dansk samfundssind, når det er bedst. De lokale myndigheder og borgere er deres ansvar bevidst og efterlever gældende retningslinjer og anbefalinger, men ikke i underdanighed over for statsmagten, men derimod i en åben debat. Det er en demokratisk dyd, vi skal værne om.

Desværre har regering og sundhedsmyndigheder ikke altid vist lige så stor velvilje den anden vej – end ikke i dag, hvor spørgsmålene ellers står i kø. Her på NORDJYSKE forsøger vi – endnu forgæves – at få svar på blandt andre disse:

Hvordan skal beboerne i de syv kommuner tolke regeringens nye opfordring til at have ”færrest mulige sociale kontakter”? Er det mere restriktivt end den generelle opfordring til danskerne om at begrænse antallet af sociale kontakter til max. 10?

Hvorfor skal turisterhvervet i de syv kommuner fortsat pålægges hindringer, når alle andre erhverv nu stilles på lige fod med resten af landet? Folk med bopæl i udlandet har ikke længere forbud mod rejse ind, men ”opfordres kraftigt” til at blive væk.

Hvordan udvalgte regeringen de syv kommuner, der blev pålagt restriktioner? Hovedargumentet lød forud, at det skete på grund af en minkmutation, den såkaldte cluster 5, men som NORDJYSKE har afsløret i de senere dage, var og er der ikke fundet personer med cluster 5 i Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og på Læsø. Det er der kun i Hjørring og Frederikshavn.

Spørgsmålet over alle er selvfølgelig, om regeringen overreagerede med sine restriktioner, og ja, sådanne spørgsmål får let bagklogskabens skær over sig, men det hører med, at borgmestre og vi her på NORDJYSKE har stillet spørgsmålet fra begyndelsen, så det fortjener et svar. Der har trods alt været tale om de største begrænsninger på bevægelsesfriheden i Danmark siden besættelsen.

Da regeringen indførte restriktionerne den 4. november, skete det på et pressemøde for rullende kameraer, og nyheden om et potentielt nyt Wuhan i Nordjylland blev hurtigt spredt til hele verden. I dag ophæves restriktionerne via en pressemeddelelse, Wuhan er afblæst, og hverken ministre eller ansvarlige hos sundhedsmyndighederne er at træffe.

Det er ikke godt nok. Regeringen har truffet den rigtige beslutning i dag og hævet restriktionerne, fordi de ikke længere kunne forklares og derfor heller ikke forsvares. Næste skridt må være, at de stiller sig til rådighed og besvarer offentlighedens helt berettigede spørgsmål om, hvordan Nordjylland kan gå fra et potentielt Wuhan til ingen fare i løbet af blot 14 dage.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.