En skræmmende tanke

VALG:Hvad er det netop overståede folketingsvalg tegn på? Rigtig meget! 

Og mange af tegnene har vi ikke set før: Nye partier med gamle navne i front, som i raketfart - uden hverken politik og program - er blevet tvivlerne og protestvælgernes højttaler for den irritation eller indignation, der går og hober sig op rundt omkring i krogene af vores demokrati, der for alvor trænger til et eftersyn. Hober sig op, fordi nogen føler sig talt ned til eller talt forbi af de eksisterende partier og ordførende politikere. Eller fordi der er en friskhed og en enkelthed i de nye partiers profiler og budskaber, som umiddelbart virker befriende i en tid, hvor politikere og demokratiske institutioner virker til at trænge til en rusketur af et eller andet, der kan give håbet og tilliden til folkestyret tilbage.

Tiden kalder vitterligt på handling og forandring for udfordringerne er mange, og der er ingen køkultur. Klimakrisen blev delvist sparket til hjørne under coronakrisen, men nu brager den ind på banen sideløbende med energikrisen, den økonomiske nedtur og krigen i Ukraine. Det danske sundhedsvæsen er udmattet, og de unge har mere end nogensinde ondt i sjælen, mens flere og flere gamle på plejehjem behandles afstumpet og råt og uden værdighed, omsorg og den respekt, de fortjener.

Tiden kalder vitterligt på handling og forandring for udfordringerne er mange, og der er ingen køkultur

Det er en rigtig farlig cocktail, som kan give både sortsyn og panikangst, hvis ikke man passer på. Indtages den i selskab med de igangværende regeringsforhandlinger, som minder om Paradise Hotel, så ender vi med kodyle tømmermænd. Hamrende ondt i hovedet fordi den nye regering og hele folkestyret ikke - endnu - er kommet i gang med at finde de nødvendige reformværktøjer frem, så vi kan få gjort det, der skal til for at passe på Danmark, i en verden under total og kaotisk forandring.

Men tilbage til folketingsvalget og de nye tendenser, for valgkampen viste – med al uønsket tydelighed - at i Dagens Danmark fylder personer mere end politik. Er det vælgernes, mediernes eller partiernes valg? Er det tilfældigt eller bevidst? Vil vælgerne hellere have let fordøjelige personsager end reel politisk substans? Faktum er, at valget resulterede i en lavere stemmeprocent end ellers og mange blanke stemmer. Rigtig mange var i tvivl, og et meget stort antal vælgere stemte anderledes, end de har gjort tidligere. Og skulle krydset sættes ved rød eller blå blok? Det vidner om en stor grad af forvirring, som vi politikere må tage ansvaret for.

Valgkampen viste – med al uønsket tydelighed - at i Dagens Danmark fylder personer mere end politik

Det er ganske foruroligende, når vælgerne er så meget i tvivl. Det viser os, at noget i vores fælles forståelse, indsigt og praksis af politik i Danmark er gået tabt. Undervises der for lidt i skolerne? Glemmer forældrene at tale politik med deres børn? Er vi for dårlige til at kommunikere vores politik. Jeg undrer mig. Meget. Opskriften er ransagelse og selvransagelse hos alle partier og politikere, så det ikke kommer til at gentage sig. Det skylder vi vælgerne og ikke mindst vores ellers så anerkendte danske demokrati og folkestyre.

Dette valg udmærkede sig også med et ekstremt stort antal partier, som vælgerne skulle forholde sig til. Der var mange partiledere i debatterne, og det skabte nok mere forvirring end klarhed. Og hvad skal vi læse ud af det fragmenterede ”partibillede”? Må de gamle folkepartier vige for enkeltsags- eller enkeltpersonpartier?

Må de gamle folkepartier vige for enkeltsags- eller enkeltpersonpartier?

Det er en tanke, som skræmmer mig umådeligt meget. For hvis folkepartierne, der plejer at have og kære sig om medlemmer og vælgere fra alle lag og grupper i samfundet, forsvinder, så mister vi efter min mening folkestyrets ånd. Ganske enkelt. For ånd er det, der opstår, når folkepartier med sig selv og omverdenen er i evig og dynamisk samtale om værdier, partiprogram og hvad der ellers opstår af trusler, muligheder og behov for forandring. Jeg vil vove den påstand, at folkepartierne er langt bedre til at finde pragmatiske og langtidsholdbare løsninger på vores samfundsmæssige udfordringer. De er som forvaltere af ‘Generationskontrakten’ meget bedre til at slå det lange lys til.

Derfor skal vi tage person-overdyrkelsen fra folketingsvalget utroligt alvorligt og turde tage opgør med den, så vi kommer frem til en bedre balance mellem profiler og politik, mellem hovedpersoner og holdninger, som ikke må være til salg for hurtige likes på sociale medier.

Jeg fulgte selv primært med fra enten Bruxelles eller Strasbourg (fordi jeg har travlt med mine sager og forhandlinger) og håber inderligt, at vi, når vi skal til Europa-parlamentsvalg i 2024, vil opleve, at de stolte, danske traditioner for debatter om værdier, principper og holdninger vil vinde valgkampens hovedforløb. Ikke fordi jeg ikke vil eller tør sætte min og andres personlighed på spil. 

Selvfølgelig skal vælgerne vide, hvem vi er som mennesker, for det er jo vores grundlæggende kompas, hvormed vi navigerer mellem valgene og enten bliver på populismens høje hest eller smøger ærmerne op og tør tale om de vanskelige dilemmaer og tage de modige og bæredygtige beslutninger. Men alting har en grænse, og det gælder også persondyrkelsen i dansk politik. Vi er ganske enkelt ved at nærme os kvælningsniveauet – lad os få mere forsamlingshus og mindre sportsjournalistik.

Lyder jeg bekymret? Ja. Mere end jeg plejer at være. Rettidig omhu er for mig også at turde se lidt mere alvorligt på tegn i tiden. Og tegnene fra dette folketingsvalg er så mange og så nye, at vi lige så godt kan tage deres problematiske potentialer alvorligt, inden de vokser os over hovedet og tager ilten ud af vores folkestyre.

Pernille Weissskriver normalt første søndag i hver måned om sit arbejde i EU, men folketingsvalget har forsinket denne måneds klumme.  Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.