Endnu en alvorlig klimastatus. Men svært at tro på en løsning

FN’s klimapanel offentliggjorde mandag sin sjette rapport siden 1990 vedrørende verdens tilstand på klimafronten. Og budskabet fra videnskabsfolkene var ikke opmuntrende: De stigende globale temperaturer er uden tvivl menneskeskabte, og det skyldes ikke mindst vores afbrænding af fossile brændsler som kul, olie og gas. Men også vores forbrugsmønstre og spisevaner spiller negativt ind.

Konsekvensen er ekstremt vejr med tørke, storme og nedbør i ødelæggende omfang i form af blandt andet fejlslagen høst, omfattende brande og massive oversvømmelser. Dertil kommer stigende vandstand som følge af afsmeltning. Menneskeliv og dyre- og planteliv går tabt, og de økonomiske konsekvenser afregnes i milliarder.

Budskabet har været det samme gennem de seneste år. Men retorikken er blevet hårdere og hårdere. Nu nærmer den sig det dommedagsagtige. Nu er handling nødvendig.

Enkelte solstrejf slår gennem de sorte skyer. I befolkninger på tværs af lande tales der klima, livsstil ændres til det grønnere, og der gøres forsøg på at råbe politikerne op. Vedvarende energi fylder mere og mere, og teknologisk gøres der hele tiden landvindinger, der kan mindske den enkeltes, infrastrukturens og virksomheders klimaaftryk. Politisk er klimaet også kommet på dagsordenen - både nationalt og internationalt.

Men generelt er himlen sort og truende.

Det er vanskeligt at løse klimaproblemerne, fordi de både er abstrakte og globale. Det kan virke uoverskueligt og meningsløst for det enkelte menneske at sætte ind. For hvad betyder en lille temperaturstigning egentlig, og hvad nytter det i det store billede, at boligen isoleres ekstra, at dieselbilen skiftes ud med en elbil, kødet erstattes af grønt, og flyrejsen til Thailand aflyses til fordel for telt i Tranum?

Og det kan virke tåbeligt, hvis et lille land som Danmark sætter hårdt ind med grønne krav til erhvervslivet, hvis virksomhederne så må lukke eller flytte til lande med mindre strikse miljøregler - og arbejdspladserne herhjemme ovenikøbet går tabt.

På den baggrund synes det urealistisk, at verdens lande når et fælles fodslag om at løse problemerne. Indtil videre er der da også talt mere, end der er handlet, og oplevelsen er generelt, at ”det er de andre”, der må tage initiativ, investere og lide afsavn for klimaets skyld.

Men indsatsen skal netop bæres af international vilje til at samarbejde og tage ansvar via kontinentale sammenslutninger af lande og i sidste ende via FN. Det er her, de forpligtende aftaler skal indgås, og investeringer i fattigere lande og regioner skal sættes i værk.

Er der grund til optimisme? Nej, egentlig ikke. Verden er sjældent præget af sammenhold, hvad hungerkatastrofer, flygtningestrømme, forfølgelser, jagt på ressourcer og krige er et udtryk for. Men finder vi ikke et samlende ”vi”, er der stor risiko for, at vi ødelægger det eneste levested for ”os” og vores efterfølgere.