Energikrise får folk til at fyre med farligt brændsel
Beredskaber advarer om livsfarlige eksperimenter i boligen
Opdateret 16. oktober 2022 kl. 12:38
NORDJYLLAND: Energikrisen har ramt os med tårnhøje priser på el, gas og olie og mangel på træpiller og andre typer brændsel til fyr og brændeovne.
Det har fået nogle borgere til at eksperimentere med alternative opvarmningsmetoder i hjemmet, men i flere tilfælde er det endt med brand.
Skrammel futtes af
Måske har du en gammel skabslåge liggende i kælderen eller har fundet noget andet skrammel, du vil putte i brændeovnen for at holde varmen.
Men det er en dum idé.
Og du skal bestemt heller ikke slæbe grillen eller terrassevarmeren ind i stuen for at lune dig.
- Brug tørt træ i brændeovnen og pas på med alternative varmekilder indendørs. Og tag for alt i verden ikke en grill ind i huset, understreger chefvagt Jan Nedza fra Nordjylland Beredskab.
- Udendørs varmekilder skal bruges udendørs, understreger han.
Beredskabernes organisation Danske Beredskaber konstaterer, at energikrisen allerede har fået nogle til at gøre uheldige ting, der øger brandfaren.
- Nogle af de lidt "kreative" løsninger til at opvarme hjemmet opstår, fordi gammelkendte løsninger ikke er tilgængelige. Enten på grund af presset økonomi eller forsyningssvigt, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
- Men det, der ser ud til at være en let løsning, kan blive til et meget større problem. Man risikerer hus, hjem, liv og lemmer, advarer han.
- Hav mindst én fungerende røgalarm
- Pas på med levende lys og åben ild - sluk før du går
- Brug ikke udendørs varmekilder indenfor
- Placér varmekilder i sikker afstand til brændbart materiale
- Følg varmekildens manual
- Fyr kun med tørt og rent træ i brændeovnen
Bjarne Nigaard opfordrer også til kun at bruge tørt brænde.
- Ved forbrænding af alt andet end rent og tørt træ risikerer man at få en uren forbrænding. Det kan være giftig røg, men også en forbrændingsproces, der ikke kan styres lige så godt. Man risikerer at overophede brændeovnen, og det kan starte brand, siger han.
Brand i skorsten
Fyrer man med vådt træ i brændeovnen, kan det give sodaflejringer, der til sidst medfører skorstensbrand.
Heller ikke grillen skal man satse på til indendørs opvarmning. Det kan føre til kulilteforgiftning - og død.
Terrassevarmeren er også uegnet til brug i huset. Strålevarmen er høj, og det kan antænde gardiner og andet brændbart i boligen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.