Leder

Engang var det provokerende, nu er det sandt: Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde

I 2022 bør der ikke være flere unge, der spiller dagen væk på Playstation. For der er mere end rigeligt med arbejde til alle. Men vi skaffer kun hænder nok, hvis alle ændrer adfærd: regering, virksomheder, de ledige

Ledigheden rammer bunden, og manglen på hænder bliver det, vi alle kommer til at tale om i 2022, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder.

Ledigheden rammer bunden, og manglen på hænder bliver det, vi alle kommer til at tale om i 2022, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard i dagens leder.

Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde, sang Niels Hausgaard tilbage i 1970erne, dengang Danmark var på afgrundens rand.

Nu - snart 50 år senere - er der faktisk noget om snakken.

Ifølge regeringens økonomiske redegørelse vil beskæftigelsen fortsætte med at vokse i 2022, og ledigheden falder til 2,4 procent. Der vil den holde sig i to år, vurderer cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank, og får han ret, vil det være en markant ny rekord. Den gældende rekord er fra 2008, hvor vi havde en ledighed på samme 2,4 procent, men kun i to måneder.

Det er vilde tal, og her er min spådom for det nye år: Vi kommer til at tale mindst lige så meget om mangel på arbejdskraft som i 2021.

Det må efterhånden være åbenlyst for enhver, at vi midt i en økonomisk vækst uden lige oplever et skrigende behov for flere hænder. Derfor er det ekstra bedrøveligt, at viljen til at løse problemet ikke synes at være stor nok.

For præcist et år siden lovede finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen i 2021 ville løfte arbejdsudbuddet med 11.000 personer ved hjælp af konkrete initiativer. Det er ikke sket. Reformudspillet 'Danmark kan mere' blev præsenteret i september, men er stadig ikke omsat til praksis. Arne-pensionen er omvendt ved at trække godt 10.000 ældre danskere ud af arbejdsmarkedet.

Da Nordjyske for nylig efterlyste handling fra regeringen og foreslog at åbne grænserne for mere udenlandsk arbejdskraft, lød svaret fra udlændingeminister Mattias Tesfaye, at regeringen har afsat 12 millioner kroner til at nedbringe sagsbehandlingstiderne for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde. Vi håber, at regeringen har større ambitioner end som så, og statsminister Mette Frederiksen bebudede i sin nytårstale, at der vil blive åbnet mere op for udenlandsk arbejdskraft. Hvordan, er dog fortsat uklart.

Virksomhederne slår nye stillinger op som aldrig før, men fisker efter ansøgere i en stadig mindre sø. Det betyder, at flere personer, der har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid, nu begynder at komme i job, og det er glædeligt. Men også virksomhederne kan gøre mere.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er 77.000 unge fortsat uden job eller uddannelse. Det er alt, alt for mange - og endda flere end tidligere. Virksomhederne vil gøre både de unge og sig selv en tjeneste ved at tage flere ind på prøve for at teste, om de er egnede til en læreplads. På den måde kan de selv være med til at skabe flere af de faglærte, som de lige nu ikke kan få fat på.

Tilsvarende lyder der kritik af virksomhederne for at sige nej til alt for mange ældre ansøgere. De har svært ved at komme tilbage i job efter en fyring. Kun halvdelen af alle danskere over 60 år, der har mistet sit job under coronapandemien, er for eksempel kommet tilbage på arbejdsmarkedet, viser en opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Enhver kan se, at det er noget af et paradoks i en tid med mangel på arbejdskraft, men det er for let kun at skyde på virksomhederne. Pilen peger også på de ledige, der ikke i tilstrækkelig grad er villige til at søge de job, der nu engang er tilgængelige – for eksempel i rengøringsbranchen.

Tilbage i 70'erne var det en provokation, når der blev sunget, at der altid er arbejde til dem, der vil arbejde. Nu er det virkelighed. Manglen på hænder er den største samfundsmæssige udfordring i 2022.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.