Coronavirus

Er corona spredt til den nordjyske natur? 164 indsamlede rovdyr giver svaret

Miljøstyrelsen håber, at det vil lykkes at udrydde mink i naturen

Arkivfoto: Bo Lehm

Arkivfoto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Siden 1. oktober har nordjyske jægere - og andre - indsamlet døde rovdyr i naturen for at hjælpe Miljøstyrelsen med at undersøge, om vilde rovdyr i Hjørring, Frederikshavn og på Læsø er smittet med corona.

I alt er der blevet indsamlet 164 mindre rovdyr, der er blevet skudt, trafikdræbt eller på anden måde fundet døde. Mariann Chriél, der er specialkonsulent i Miljøstyrelsen, fortæller, at der ikke er fundet coronavirus i nogle af dyrene.

- Jeg er glad for, at der ikke er spredt corona til naturen. Så nu kan vi stadig bruge naturen uden at tage specielle forholdsregler ved jagt, motion eller bare almindelige gåture, siger hun.

Indsamlede dyr

Siden den 1. oktober har jægere - og andre - i Frederikshavn, Hjørring og Læsø kommuner, indsamlet følgende dyr:

Brud 1

Grævling 3

Husmår 16

Ilder 3

Katte 8

Mink 28

Mårhund 12

Ræve 93

Kilde: Miljøstyrelsen

Selvom der er registreret 164 rovdyr fra de tre nordjyske kommuner, forventer Mariann Chriél, at man allerede har fået indleveret mere end de cirka 200 dyr, der var målet, da man bad de nordjyske jægere - og andre der færdes i naturen - om hjælp.

- Dyrene kan indleveres flere steder i Nordjylland, og så bliver de samlet ind og kørt til København cirka én gang om ugen. Derfor tror jeg, at vi når i mål med de dyr, der ligger ved opsamlingsstederne, siger Mariann Chriél, der roser de nordjyske jægere og andre, der har indleveret døde dyr for deres engagement i projektet.

Unik mulighed for at udrydde mink

Efter alle minkfarme har slået deres besætninger ned, har der været et naturligt fokus på vilde mink i naturen.

Der er i alt fundet og indleveret 28 døde mink.

- Vi ved ikke, hvor stor en del af de 28 mink, der er undsluppet eller om de i forvejen levede vildt i naturen. Men det er meget glædeligt, at de ikke er blevet testet positive, siger Mariann Chriél.

Hun håber, at man nu kan få held til at udrydde mink i naturen, da dyret er en invasiv art.

- Vi har en unik mulighed, siger hun, og fortæller, at det er nemmere at udrydde mink sammenlignet med mårhund, der også er en invasiv art, og som også har været i kraftig vækst de senere år.

- Man skal regulere 50 procent af mink, før kurven knækker og bestanden er i tilbagegang. Mårhunden er bedre til at reproducere sig selv, så der skal man regulere 80 procent af bestanden, før kurven knækker, fortæller hun.

Hvor stor bestanden af vilde mink i naturen er, vides ikke med sikkerhed.

Men ifølge Miljøstyrelsen er der de seneste tre-fire år indberettet, at der er skudt 1700-1800 mink om året.

- Herudover regner vi med, at der bliver skudt lige så mange, som ikke bliver indrettet, siger Mariann Chriél.

Vil gerne have overfalde-rotter

Oprindeligt havde Miljøstyrelsen meldt ud, at indsamlingen af døde rovdyr løb frem til 31. december. Men nu er sidste frist for indlevering 18. december.

- Vi skal have alle dyr samlet ind og testet inden 31. december. Derfor bliver vi nødt til at fremrykke den dato, der er sidste chance for at indlevere dyr på indsamlingsstederne, siger Mariann Chriél.

Hun oplyser, at man også er interesseret i at modtage såkaldte overflade-rotter - altså rotter, der ikke er fanget eller fundet i kloakker.

- Det er et dyr, som vi ikke har så meget kendskab til i forhold til corona. Vi ved ikke, om de eventuelt kan have det i pelsen og sprede det på den måde. Derfor er vi begyndt en indsamling af døde rotter både fra kloakker og overflade-rotter - men de er betydelig sværere at få fat i, selvom vi har spurgt om hjælp hos firmaer med skadedyrbekæmpelse, siger Mariann Chriél.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.