Er det helt utænkeligt, at Thomas Kastrup-Larsens tronfølger kunne være en kvinde?

Leder: Lige nu er det vanskeligt at få øje på den oplagte kandidat som arvtager efter Thomas Kastrup-Larsen, når det bliver relevant

17. januar trådte det nye byråd i Aalborg Kommune første gang sammen efter valget i 2021. <i>Foto: Henrik Bo</i>

17. januar trådte det nye byråd i Aalborg Kommune første gang sammen efter valget i 2021. Foto: Henrik Bo

Vi ved ikke, hvornår Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, vender tilbage, efter at det 20. januar blev meldt ud, at han indtil videre er sygemeldt med stress.

Stress skal tages alvorligt, og forhåbentlig vender borgmesteren snart tilbage med fornyede kræfter. Herfra ønsker vi ham god bedring. Thomas Kastrup-Larsen har dog ved tidligere lejligheder givet udtryk for, at han på et tidspunkt vil lave noget andet end politik, så uanset om skiftet sker før eller siden, er det relevant at tale om, hvem der vil kunne overtage, når Thomas Kastrup-Larsen på et tidspunkt stopper.

Lige nu er det dog vanskeligt at få øje på den oplagte kandidat som arvtager, når det bliver relevant.

Men noget halter helt åbenlyst, og det har den socialdemokratiske byrådsgruppe pligt til at tage alvorligt, når de på et tidspunkt skal pege på, hvem der skal spille de afgørende roller i fremtiden. Her i landsdelen er 11 ud af 12 borgmestre mænd. Derudover er der ingen kvinder blandt rådmændene i Aalborg.

Den socialdemokratiske gruppe har et ansvar for at bidrage til den kulturændring, der sikrer, at kvinder ikke kun har lige ret til de politiske topposter, men også har lige adgang.

Johannes Andersen, valgforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, peger på Lasse Frimand Jensen som mulig afløser.

- Han er på mange måder blevet kørt i stilling til det politiske baglandsarbejde. Og det er der, hvor man tit starter, når man skal lære politik at kende, så får man alle de gode poster til at lave forhandlinger og alle forberedelserne, lød det for nyligt fra Johannes Andersen til Nordjyske.

Lasse Frimand Jensen er 35 år og arbejder til hverdag som projektleder for International House North Denmark. Han er formand for Port of Aalborg, hvor det ellers traditionelt har været borgmesteren, der har siddet for bordenden. Til kommunalvalget fik han en andenplads på partiets liste, og han er i gang med sin tredje byrådsperiode. Lasse Frimand Jensen fik 1995 personlige stemmer.

Hvis der skal findes en afløser her og nu, tror Johannes Andersen dog mere på Nuuradiin S. Hussein (S), som i dag er rådmand for job og velfærd. Han var nummer fire på partiets liste til valget og fik 2245 personlige stemmer. Han var den socialdemokratiet, der fik næstflest stemmer kun overgået af Thomas Kastrup-Larsen.

Så det er nærliggende at tænke, at der nok bare ikke er kvalificerede kvinder at vælge imellem i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Men her er det værd at fremhæve Lisbeth Lauritsen.

Hun var nummer tre på partiets liste til valget. Hun er 34 år, konsulent hos AOF Nordjylland og formand for Reno-Nord. Lisbeth Lauritsen er også i gang med sin tredje byrådsperiode og fik 1348 personlige stemmer ved seneste valg, og det er altså noget færre end Lasse Frimand Jensen, hvilket kunne være et argument for at diskvalificere hende.

Men hvis det alene var vælgerne, der afgjorde hvem der fik topposter i Aalborg, så var Maja Torp fra Venstre blevet rådmand. Hun fik nemlig tredje flest personlige stemmer af alle kandidater til kommunalvalget i november. Men det er altså i allerhøjeste grad partierne, der står med ansvaret for fordeling af poster. Det var i hvert fald forklaringen på, hvorfor alle seks rådmandsposter i Aalborg Kommune udelukkende gik til mænd efter valget. Partierne har ansvaret for sammensætning og udviklingen, og derfor bør Socialdemokratiet også tage ansvaret for kønssammensætningen i lokalpolitik alvorligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.