Vejret

Er du klar? Så varm bliver dagen

Det føles, som har vi ventet i en uendelighed. Men nu skulle den være god nok. Varmen kommer buldrende i dag

Snart står kirsebærtræer og forårsblomster i fuldt flor. Varmen hjælper naturen godt på vej. 
Snart står kirsebærtræer og forårsblomster i fuldt flor. Varmen hjælper naturen godt på vej.  Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 09:11

Vådt, gråt og langtrukkent. Hvis du sidder med en fornemmelse af, at efterår, vinter og begyndelsen af foråret har varet for evigt, så er du næppe alene med følelsen.

Men alt godt kommer til den, der venter, som ordsproget lyder. Og lørdag sker det. 

DMI viser på et vejrkort, hvordan varmen ruller op gennem Danmark samtidig med, at skyerne tynder ud og solen bryder frem. 

"Det ser ud til at holde mest tørt i løbet af dagen, og der er endda mulighed for, at de fleste kan få lidt eller nogen sol", skriver meteorolog Anesten Devasakayam i sin kommentar på DMI's hjemmeside

Med solen følger lune temperaturer på 13-18 grader. 

I Nordjylland bliver det dog knapt så varmt - og her kan solen også få problemer med at bryde igennem skylaget. Men tocifrede grader burde det være muligt at nå op på, skriver DMI i sin prognose. 

Dermed er der lagt op til en dag med sysler i haven, en gåtur i skoven eller slet og ret at sætte sig til rette på en solplet på terrassen.

Når lørdag er overstået skal det nævnes, at natten til søndag også bliver usædvanligt lun for årstiden med over 10 grader mange steder. 

Og det er altså med at nyde sol og varme i dag. Søndag er vi nemlig tilbage til skyer, regn og ustadigt vejr. 

Gå til relaterede emner

Forsiden