Er klimapopulismen død nu?

KULSORT:Er klimapopulismen død nu? Så er det ok, at den døende kastede med sort i sin sidste time.

Jeg er blevet kaldt kulsort. Senest for et par uger siden. Af flere af mine kollegaer. Også dem, der burde vide bedre - borgerlige og liberale kolleager - og dem, der godt nok er pænt til venstre for mig, men som kunne tale med tunger, der løfter debatniveauet. Uanset uenighed. Ikke for min skyld, men fordi de også af og til brokker sig over den hårde kultur i politik, som isærpå især de sociale medier og når et kamera for en stund giver opmærksomhed. Af dem er jeg blevet kaldt kulsort i forsøg på at udskamme mig og få provokeret til en omgang bøllebank på de sociale medier og selv høste likes fra egne frelste følgere. Jøsses altså!

SÅDAN ER politik. Fuld af hykleri. Har flere sagt til mig og stukket mig narresutten, at jeg jo bare kan gi’ igen en anden gang. Jo tak. Men bliver vores demokrati bedre af det? Får flere lyst til at blande sig i debatten, hvis vi, der er folkevalgte på fuld tid, skiftes til at lege mobber og offer? Som om politik bare er noget vi leger. Nej vel. Så det øver jeg mig hver dag i at gøre. At lade være med at give igen af samme skuffe.

DET ER svært. Men ikke umuligt. Først bliver jeg stille. Så bliver jeg sur. Og så bliver jeg overbærende og belærende, og sådan må dette indlæg gerne læses. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er lavet af teflon og som det almindelige menneske, jeg er, ikke altid gør, hvad jeg forventer af andre.

UANSET, SÅ bliver vi nødt til at spørge os selv, om det er i orden at svine en kollega til for at stemme for noget, som man selv - to uger senere - stemmer for? Det hænger jo ikke sammen. Det er klassisk hykleri og det er præcist, hvad der skete for et par af mine kollegaer fra SF og Socialdemokratiet i Europaparlamentet.


I KORTTEKST skete følgende: I begyndelsen af juni var hele parlamentet i Strasborg, hvor vi skulle stemme om flere af de 12 direktiver, der skal sikre, at vi kan nå det mål for CO2-reduktion, som er fastsat i EUs klimalov. Loven, der blev endeligt vedtaget for cirka et år siden. Mindst 55 pct. målt i forhold til 1990. Ambitiøst - men ikke urealistisk. Pakken kaldes derfor “Fit for 55”.

ISÆR TRE af direktiverne har vist sig at være meget besværlige at få igennem de politiske realiteter i Europaparlamentet. Det drejer sig om udvidelsen af kvotehandelssystemet, ETS’en (altså et kendt direktiv, der bare skulle opdateres) og så to nyopfindelser: Den grønne, sociale fond og CO2-tolden. Den første opfundet til løftet om at "ingen skal efterlades på perronnen i den grønne omstilling", men kan regne med hjælp fra det store fællesskab. Den anden er især en socialistisk og liberal idé, som betyder, at EU vil lægge klimatold på varer, der skal ind i EU. Smart - hvis ikke lige EU er en del af det internationale handelssystem (WTO) og som sådan skal efterleve de fælles regler, der gælder der.


UDVIDELSEN af ETS’en endte begrænset, fordi socialdemokraterne ikke ville gå så langt som foreslået af EU Kommissionen. Den grønne sociale fond skal fyldes op via ETS-indtægterne (og ikke hentes direkte i de rige medlemslandes statskasser), så det begrænser størrelsen og hermed risikoen for løbske gavegivinger til lande, der ikke omstiller sig hurtigt og effektivt nok. Det var min gruppe, EPP’s, krav. Og Klimatolden skal først vise sin duelighed, før ETS’ens gratiskvoter til energitunge og arbejdspladsgivende industrier endeligt fjernes. Altså et kompliceret og sammenhængende "Kinderæg", der kun hænger sammen, fordi der var vilje til at lave en bred aftale hen over midten mellem de tre største politiske grupper.

DET SKETE bare ikke. Da der skulle stemmes, bredte panikken sig blandt socialdemokraterne og flertallet var væk. Et stort og solidt kompromis blev smidt overbord, mens venstrefløjen fra resten af parlamentet sammen med yderste højrefløj jublede og gav det hele et sidste skub under klapsalver. Ikke kønt. Slet ikke værdigt for EU-politikken.

IMENS OG i dagene efter blev jeg så forsøgt malet sort af socialistiske kollegaer fra SF og Socialdemokratiet. Men da to uger med nye forhandlinger var gået og intet - stort set - var blevet ændret i de tre direktivforslag, stemte de kollegaer, som første havde stemt nej, så ja til det, de ellers havde set som "kulsort" og uspiseligt.

HVORFOR, spørger du? Nok ikke fordi de på et menneskeligt plan havde fortrudt at kastet med sort mod os, der ville den grønne, den sociale og den økonomisk ansvarlige pakke fra begyndelsen af. Politik er for alvorligt til forfængelige eller fortrydelige følelser.

DET HANDLER om - håber jeg - at klimapopulismen synger på sidste vers. Populismen, som kendes på konkurrencen om at love højeste ambitioner uden en kinamands fornemmelse for eller praktisk respekt for hvordan disse nås. Jo højere mål pr. kortest mulige sætning - des bedre, har længe været opskriften. Forhåbentligt slutter det nu. Forhåbentligt vil flere kollegaer smøge ærmerne op og stikke dem ned i værktøjskassen, hvor hvepse af ubehagelige konsekvenser stikker dem, der gør mere ud af at fremstå grønnere end dem, der tør tage stilling til hvordan vi får den mest ansvarlige, realistiske og hermed målopfyldende måde at få os og næste generation ind i en ægte grøn fremtid, hvor vi også har både en krig, den næste pandemi og så videre at tænke på. Rigtig god sommerferie til alle!

Pernille Weiss
skriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.