Er Venstre stadig det største dyr på savannen?
Tidligere ordfører har valgt at forlade Venstre - som et stadig mere alvorligt krisetegn
Opdateret 20. maj 2022 kl. 11:53
At medlemmer kommer og går er, hvad der sker for politiske partier som for så mange andre foreninger.
Det kan man beklage i demokratiets højhellige navn, men sådan er det. Eller sådan er det blevet.
Loyalitet er væsentligt sværere end tidligere at få øje på.
Vi shopper mere, som man siger.
Men at ét politisk parti - endda et parti, der trods alt har præsteret at sidde inde med regeringsmagten i det meste af tiden siden 2001 - i løbet af bemærkelsesværdigt få år har mistet ikke bare en tidligere formand, men strengt taget også to tidligere næstformænd og en tidligere politisk ordfører (plus det løse) er alligevel noget af et særsyn. Og vanskeligt at opfatte som andet end et stadig mere alvorligt krisetegn.
Senest har den tidligere ordfører Britt Bager valgt at tage flugten til De Konservative. Med ord som: ”Jeg glæder mig til at komme til en harmonisk folketingsgruppe. Jeg har en formodning om, at den ledelsesstil, som Søren Pape har, giver mere frirum til den enkelte ordfører”.
Så kan det vanskeligt siges tydeligere, at Britt Bager har savnet både harmoni og frirum - ligesom hun påpeger, at ”jeg er borgerlig, før jeg er liberal. Og den balance mener jeg ikke længere, at der er i Venstre”.
I protest mod blandt andet linjen på udlændingepolitikken har Marcus Knuth tidligere foretaget samme bevægelse fra Venstre til Konservative, og af vidt forskellige (personligt drevne) grunde har såvel Lars Løkke Rasmussen som Inger Støjberg valgt at melde sig ud af partiet for i første række at være løsgængere, mens Kristian Jensen frivilligt har ladet sig sætte ud på et sidespor (og ud af tinget) med udsigt til i stedet at gøre en slags diplomatisk karriere.
I kampens hede op til folketingsvalget for næsten to år siden blev den daværende partiformand Lars Løkke Rasmussen både rost og kritiseret for pludselig at ville bane vejen for en bredt samlende SV-regering.
Som et udslag af skæbnens sært bagvendte logik endte de to partier med efter valget at have et flertal på 91 mandater, altså strengt taget nok til at gøre lige nøjagtigt, hvad der passede dem, mens alle andre kunne stå og se måbende til.
Sådan gik det som bekendt ikke. Slet ikke. Og sammenlagt 91 er efterhånden også en del mandater siden - alene de fem Venstre-politikere, der har valgt at forlade folketingsgruppen, repræsenterer mindst 100.000 personlige stemmer.
Det må give anledning til ganske alvorlige overvejelser i partitoppen, hvis stadig flere repræsentanter ikke kan genkende partiet - eller få øje på sig selv i partiet - og meget skal ske, hvis Jakob Ellemann-Jensen ved næste valg senest i 2023 fortsat kan føre Venstre frem som ”det største dyr på savannen”. Dyret virker noget såret og forkomment for tiden.