Ledighed

Erhvervsdirektør vil åbne døren til Aalborg: - Vi kan blive bedre til at netværke

Der skal mere samarbejde til, siger Kurt Bennetsen, direktør for Erhverv Norddanmark, i et interview om, hvad vi stiller op med manglen på jobs til nyuddannede akademikere

Erhvervsdirektør Kurt Bennetsen mener, at samarbejde mellem universitetet, erhvervslivet og Aalborg Kommune er vejen frem  - med mere indflydelse og ansvar til erhvervslivet.. Foto: Bo Lehm
Erhvervsdirektør Kurt Bennetsen mener, at samarbejde mellem universitetet, erhvervslivet og Aalborg Kommune er vejen frem - med mere indflydelse og ansvar til erhvervslivet.. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:38

AALBORG: - Vi skal blive bedre til at netværke.

Det mener direktør for Erhverv Norddanmark, Kurt Bennetsen, er et af svarene på, hvad Aalborg og Nordjylland kan gøre for at skaffe flere jobs til højtuddannede dimittender.

- Vi skal have tiltrukket flere virksomheder fra andre steder i verden, og det kan vi gøre ved blandt andet at netværke, siger han.

For ledigheden blandt nyuddannede akademikere er forholdsvis stor i Aalborg - det ser mere slemt ud end i de øvrige større byer.

Det er specielt nyuddannede fra uddannelser som digital design, globalisering og internationale samfundsstudier, kulturteori, sociologi samt kommunikation og formidling, der har svært ved at finde arbejde.

Kurt Bennetsen håber at flere små og mellemstore virksomheder får lettere adgang til et samarbejde med universitetet. Foto: Bo Lehm Bo Lehm

I Erhverv Norddanmark, der med cirka 700 medlemsvirksomheder er et af erhvervslivets politiske talerør, er cirka 30 procent af medlemmerne eksportvirksomheder. Og det er dem Kurt Bennetsen vil appellere til.

- Dem skal vi prøve at alliere os med. Vi må appellere og sige: I skal hjælpe her. I skal åbne døre, så vi får knyttet tættere relationer til Aalborg, siger han.

For der er mangel på akademiske arbejdspladser. Det er nemlig kun godt ti procent af de små- og mellemstore virksomheder i Nordjylland, der har en eller flere akademikere ansat.

Gennemsnittet på landsplan er 20 procent.

Virksomheder med højtuddannet arbejdskraft

Antallet af små og mellemstore virksomheder under 100 ansatte i Nordjylland, der har mindst en højtuddannet medarbejder ansat - opgjort i procent:

Landsgennemsnittet er på 20 procent.

Aalborg 23,7 procent

Rebild 15,3 procent

Mariagerfjord 12,2 procent

Jammerbugt 11,8 procent

Brønderslev 11,4 procent

Hjørring 11,4 procent

Frederikshavn 10,9 procent

Vesthimmerland 9,6 procent

Thisted 8,8 procent

Morsø 7,4 procent

Læsø 7,2 procent

Kilde: DI Vendsyssel

- Vi ved også fra undersøgelser, at med højtuddannet arbejdskraft skabes der vækst i virksomheden, siger Kurt Bennetsen.

En undersøgelse Rambøll har foretaget for Ingeniørforeningen viser, at når man ansætter den første højtuddannede medarbejder skabes der seks arbejdspladser i virksomheden i kølvandet over nogle år. Vel at mærke ikke-højtuddannet arbejdskraft.

Virksomheder, der har ansat deres første højtuddannede, fortsætter nemlig med at vækste mere end de etablerede akademiker-virksomheder. Det giver altså noget på vækstkurven, når en specialiseret medarbejder ansættes.

Men har man kun en højtuddannet medarbejder i en kortere periode, fortsætter væksten ikke på samme måde, som virksomheder, der bibeholder den højtuddannede arbejdskraft.

I Nordjylland er der tilbageholdenhed i små og mellemstore virksomheder, siger Kurt Bennetsen.

- Mange af vores virksomhedsindehavere er bygget op fra bunden, så de har jo måske ikke fundet ud af, hvad akademikere kan, siger Kurt Bennetsen og tilføjer:

- Jeg tror, at mange virksomheder har travlt med drift og ikke tænker på, at det kunne være fedt at få nogen til at forholde sig til de skuffeprojekter, man har liggende.

Han opfordrer lederne til at hæve blikket, når de søger ny arbejdskraft.

- Prøv at give plads til akademikere. De kommer med kompetencer og er selvkørende. Næste gang du skal ansætte en i virksomheden, skal du måske søge en med ekspertviden, siger han.

Højt på erhvervsdirektørens ønskeseddel er også et tættere samarbejde mellem universitetet og erhvervslivet.

- Det var en gave, da vi fik universitet i Aalborg og en gave med de jobmuligheder, der kom i kølvandet på det, siger han.

Tusindvis af nye studerende bliver hvert år budt velkommen blandt andet i Aalborg Kongres og Kultur Center. Foto: Claus Søndberg

- Universitetet er med til at give Nordjylland nye muligheder, tilføjer han og peger på mobilteknologien og nanoteknologien samt de nye energiteknik-linjer som eksempler, hvor universitetet og virksomheder har fået stor glæde af hinanden.

- Men jeg ønsker, at vi får en stor gruppe af virksomheder, som kan bruge noget af den her viden. Det ser jeg gerne meget mere af. Det er næsten udelukkende de helt store virksomheder, der får glæden af samarbejdet, siger han.

De store virksomheder, er også dem, der har flest højtuddannede ansat viser undersøgelsen fra Rambøll.

- Små og mellemstore virksomheder giver måske op, når de skal finde et karrierecenter og en studieretning. De ved måske ikke, hvordan man kommer i kontakt med de rette på universitetet.

Kurt Bennetsen mener, at flere virksomheder kan få glæde af at ansætte en studerende i et studiejob eller i praktik.

- Vi vil gerne have, at universitetet hjælper de studerende i praktik og hjælper med studiejobs, siger Kurt Bennetsen, der mener, at erhvervslivet også selv kan blive bedre til at ansætte højtuddannet arbejdskraft i netop praktik og i studiejobs.

Erhverv Norddanmark

Erhverv Norddanmark består af cirka 700 medlemsvirksomheder og enkeltpersoner inden for handel, industri, service og liberale erhverv

30 procent af virksomhederne er eksportvirksomheder

Foreningens mærkesag er samarbejde mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og det offentlige.

Kurt Bennetsen appellerer ikke kun til sine egne. Det gør han også til Aalborg Kommune, for erhvervslivet skal have mere indflydelse, mener han.

Kommunen skal ikke blot være en studieby. Det skal være en attraktiv erhvervsby.

- Flere virksomhedsledere skal med ind og sidde omkring bordet i den kommunale erhvervsindsats. Vi ønsker indflydelse og medansvar, siger Kurt Bennetsen.

I artikelserien "Kandidater i kø" sætter NORDJYSKE fokus på ledighed blandt unge, nyuddannede akademikere i Nordjylland. Et problem, som de store uddannelsesbyer kæmper med – især Aalborg, der ellers gerne vil brande sig som en moderne videns- og uddannelsesby. NORDJYSKE dykker ned i konsekvenserne, årsagerne og løsningerne, og vi taler med forskere, politikere og erhvervslivet. Og selvfølgelig dem, det hele handler om: de ledige. En stor del af serien blev skrevet, inden corona-krisen ramte. Men ifølge flere eksperter er der intet, der tyder på, at problemet bliver mindre. Tværtimod. Til sidst i serien sætter vi særligt fokus på virussens betydning for dimittenderne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden